Fortsæt til indhold

Nyt initiativ: Grenaa må ikke blive en donut-by

Kun et øget samarbejde mellem handel, erhverv, turisme og kommune kan holde liv i Grenaa som en levende by med handel i butikkerne året rundt.

Samfund

»Grenaa har altid været kendt som en driftig handelsby, men vi står ved en skillevej nu. Skal vi den ene eller anden vej? Hvis vi vil udvikling i stedet for afvikling, kommer vi ikke uden om, at der skal et tættere og mere koordineret samarbejde til.«

Sådan trak formand for Handel Grenaa, Hanne Rasmussen situationen op for det fællesmøde, som fire foreninger og organisationer onsdag aften havde indkaldt til på Hotel Marina i Grenaa. Foruden Handel Grenaa var det Erhverv Grenaa, Visit Aarhus og Business Djursland, der havde taget initiativet til mødet, som havde solid opbakning.

For tallene - og en gåtur i Grenaas bymidte - taler sit tydelige sprog og viser et kedeligt billede. Flere og flere butikker drejer nøglen om. Fra maj til august er der kommet 40 procent flere tomme lokaler i centrum af Grenaa - fra 15 i maj til 21 i august.

Vi skal være en levende by hele året - ikke som Ebeltoft, der har gode sommermåneder, men slet ikke spændende en mandag morgen i februar
Karol Fuks

»Det er et jordskred, og vi er nødt til at gøre noget drastisk. Vi vil ikke være en donutby - med et dødt centrum og alt det gode uden om. Vi skal være en levende by hele året - ikke som Ebeltoft, der har gode sommermåneder, men slet ikke spændende en mandag morgen i februar,« trak citychef i Handel Grenaa, Karol Fuks, situationen op. Lidt hårdt og polemisk måske.

Han kaldte det en global udfordring, som Grenaa og andre byer i disse år rammes af - og beskrevet billedligt som den runde kage med et hul i midten - som Donutbyer, hvor aktiviteten samles uden for bykernen, fordi folk ikke længere tager ind til byen for at handle. De handler på nettet, i storcentre eller i de større byer, hvor de har arbejde. Denne effekt ses i de små og mellemstore byer, hvor man endnu ikke har fundet en løsning på problematikken.

Mere liv i centrum

»Vi skal have mere liv i centrum - for det er en forudsætning for en positiv udvikling. I mange år har Handel Grenaa sørget for de aktiviteter, som vi kender fra byen, men vi kan ikke længere løse det alene,« sagde Karol Fuks.

Handel Grenaa har skelet til Middelfart, udarbejdet en rapport med overskriften ”Sammen om Grenaa” og sidst i november er hele kommunalbestyrelsen i Norddjurs inviteret med på en bustur til Fyn og et besøg hos handelslivet i Middelfart.

Her har man etableret Brobygning Middelfart, og det er her, at man i Grenaa har hentet inspiration til projekt ”Sammen om Grenaa”, der skal samle Norddjurs Kommune, Handel Grenaa, Erhverv Grenaa, Business Djursland, VisitAarhus og gerne endnu flere i et bredt og mere forpligtende samarbejde om at udvikle Grenaa og Norddjurs Kommune.

Man ser for sig en organisation med tre-fem ansatte med den opgave, der hedder at udvikle Grenaa ud fra tre indsatsområder - tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft, oplevelsesøkonomi og turisme og at gøre byen attraktiv for borgere og virksomheder.

Håbet er, at man efter besøget i Middelfart kan sikre sig økonomi til tre års arbejde med opgaven - og få etableret ”Sammen om Grenaa” som en organisation med egen bestyrelse.