Fortsæt til indhold

Ny skulptur ved Rønde symboliserer fred

Multikunstneren Ole Melin er manden bag den nye skulptur ved indkørslen til Rønde

Samfund

Plænen foran vandrehjemmet ved indkørslen til Rønde skiftede pludselig karakter torsdag.

En skulptur står nu og skuer ud over hosrisonten. Måske efter fred og fordragelighed. I hvert fald ligger der en del tanker bag værket, som er lavet af den lokale multikunstner Ole Melin.

»Den er lavet høj og rank, så den står og har overblikket. Og skuer ud i horisonten. Det handler om, at vi som mennesker skal have frihed til at se ud i horisonten,« fortæller han og fortsætter:

»Samtidig symboliserer den, med alt det krig vi har i verden, fred. Det er en frihedsfugl. Den strækker sig op og over verden, op over al uroen og problemerne, og ser det store billede. Hvis flere gjorde det, ville der måske være mindre krig.«

Skulpturen er cirka 2.70 høj og er lavet af træ, jern og glas.

Ole Melin har skulpturer stående flere steder på Djursland. Blandt andet ved Munkholm Zoo, Kolindsund og Ryomgård og så har han sin egen kunststi ved Rimsø med 16 værker.

Skulpturen bliver stående et halvt års tid.