Dyremishandling hitter: Det ligner heltemodige redninger, men er ofte kynisk udnyttelse
Undersøgelse viser, at mange videoer på sociale medier af dyr, der bliver reddet, er falske.
Videoer med redninger af dyr i nød på Facebook, Instagram, Youtube og TikTok er ekstrem populær underholdning på nettet.
Men dyreredninger er ofte det stik modsatte af det, de giver sig ud for at være.
En undersøgelse af dyrekoalitionen, SMACC, der har undersøgt mere end 1.000 links på de mest besøgte SoMe-platforme viser, at falske redninger af hunde, katte, aber og mange andre dyr, er set mere end en halv milliard gange, og typisk skjuler dyremishandling af varierende grovhed.
Det skriver World Animal Protection i en pressemeddelelse.
»Falske dyreredninger er videoer, der viser dyr i nød på alle mulige bizarre måder, men typisk altid i farlige situationer, hvorefter der kommer et menneske og “redder” dem,« forklarer Stephanie Kruuse Klausen, wildlife ekspert i World Animal Protection:
»Det kan for eksempel være katte bundet til togskinner, dyreunger, der er smidt i vandet i sammensnørede poser, dyr der er bundet, eller ‘sidder fast’ på forskellige måder, eller som er levende begravet. Det kan også være dresserede dyr, der er naturlige fjender i naturen, som bliver sat op mod hinanden: Slanger, der er ved at kvæle et andet dyr, rovfugle, der angriber indespærrede eller lænkede dyr, der ikke selv kan slippe væk. Det er dyremishandling at udnytte dyr på den måde, for penge og klik,« siger Stephanie Kruuse Klausen med reference til, at rapporten dokumenterer, at mindst 21 procent af de falske videoer, forsøgte at få seerne til at donere penge, typisk gennem betalingstjenesten Paypal.
Kattekillinger populære ofre
De mest brugte dyr i de falske redningsvideoer er katte, der medvirker i 42 procent af de undersøgte tilfælde.
Derefter følger aber, hunde, slanger og skildpadder, fortæller Stephanie Kruuse Klausen, der siger, at dyreunger er populære ofre:
»Kattekillinger, hundehvalpe og abeunger er meget brugt. Sandsynligvis fordi de fremstår som uskyldige og nuttede, men også fordi de er meget lettere at håndtere end voksne dyr,« forklarer dyreorganisationens wildlife ekspert.
»Ifølge dyrlæger bliver nogle dyr endda dopet for at opnå et dramatisk effekt, og mange dyr bliver også skadet under de farlige situationer. Det er kun de direkte involverede, der ved, hvad der sker med dyrene, når kameraet er slukket, men der er ingen tvivl om, at det vi ser i de mange videoer, er meget belastende og skadeligt for dyrene. Det er ren dyremishandling.«
World Animal Protection har sammen med de 28 andre organisationer i sammenslutningen SMACC, flere gange bedt firmaet Meta, der ejer Facebook og Instagram, om at gøre en særlig indsats for at forhindre og fjerne upload af videoer, hvor der er mistanke om mishandling og misbrug af dyr.
Hidtil uden det store held.