Indflydelsesrig tilflytter vil gøre farlig vej sikker
De trafikale forhold skal ændre i bydel, lyder det fra tilflytter, der har bedre muligheder for at skabe ændring end mange andre.
»Egå-Skæring er et fantastisk område, og som tilflytter og folkevalgt er det nærliggende at tage temperaturen på, hvad der rører sig i området, og hvordan infrastrukturen hænger sammen. Måske er der noget, jeg kan være med til at gøre stærkere og bedre.«
Gruppeformand for Venstre i Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, flyttede 1. august til Egå, og han engagerer sig nu i at forbedre de trafikale forhold i området.
Bjerregaard har flere forslag til forandringer, men særligt én ting vil han arbejde for. En cykelsti fra Åstrup Strandvej igennem det ”gammel” sommerhusområde til Skæring Strandvej.
»Overskriften er en sikker skolevej, for det er vigtigt, at vi tager hånd om de bløde trafikanter. Åstrup Strandvej er en smal og mørk vej, og der skal skabes en bedre forbindelse ind til Skæring Skole. Jeg synes også, vi skal kigge på belysningen på strækningen. Mange af de børn der bor i det gamle sommerhusområde, bliver kørt i skole af deres forældre, vejen er simpelthen for farlig, og for at få flere til at vælge cyklen, skal man lave en sikker skolevej,« siger Gert Bjerregaard.
En af udfordringerne ved cykelstiprojektet er, som Gert Bjerregaard påpeger, at Åstrup Strandvej er relativ smal, og at der ligger huse nær vejen.
»Spørgsmålet er, hvordan vi gør det klogest. Det er et stort greb, men det er ikke et umuligt greb. Nu vil jeg undersøge, hvordan økonomien og mulighederne ser ud, og så kan projektet måske blive en prioritering til budgetforhandlingerne i september næste år. Det vil jeg arbejde for, og jeg ser gerne, at man kan lave en kombination der både tilgodeser cyklister og gående,« siger han.
Ifølge Gert Bjerregaard er en sikker skolevej også en topprioritet i det lokale fællesråd.
»Dem vil jeg lytte til, de har absolut fingeren på pulsen,« siger han.
Natbus
Det er ikke kun cyklister og fodgængere, der skal tilgodeses, hvis Gert Bjerregaard får det, som han gerne vil have det.
Den rutinerede byrådspolitiker vil også gerne styrke den kollektive trafik fra og til Risskov, Egå og Skæring.
»Det handler om ikke mindst om, hvor hyppigt busserne kører om morgenen og i eftermiddagstimerne, hvor folk skal hjem fra arbejde. Måske kan man tilpasse antallet af busser, så der måske er færre midt på dagen,« siger Gert Bjerregaard og fortsætter:
»Skal man på tværs af byen mod Skejby, hvor rigtig mange arbejder, skal man skifte bus, og jeg vil have undersøgt om der er muligheder for ruteændringer, så der er bedre synkronisering med andre ruter.«
Derudover ønsker Gert Bjerregaard en natbus som kører gennem Risskov, Egå, Skæring og ud til Studstrup (linje 17) fredag og lørdag.
»Mange forældre har et ønske om, at de unge mennesker kan komme sikkert hjem sent uden en taxa eller forældrekørsel. Det bør ikke være en uoverstigelig opgave økonomisk,« siger han.
Gert Bjerregaards interesse i de trafikale forhold i området ved Egå og Skæring kom for nylig til udtryk i et facebookopslag i den lokale gruppe Risskov-Egå-Skæring.
»Fungerer den offentlige transport med bybusserne og letbanen? Er cykelforholdene gode nok? Har bilisterne gode nok forhold lokalt? Hvordan oplever i mulighederne for at besøge Aarhus Midtby?« spurgte han.
Mange i området har benyttet muligheden for at komme med forslag, og Gert Bjerregaard har blandt andet noteret sig, at flere ønsker en udvidelse af stisystemet i Egå, og at det kan være svært at være cyklist på strækningen Gammel Egå og Hjortshøj.