Vil have 11 kilometer sammenhængende stiforløb mellem en række aarhusianske skove og enge
Seks lokale fællesråd og en golfklub i Aarhus er gået sammen om en stor fælles vision for en række grønne områder i den nordlige del af byen, og snart står Teknisk Udvalg til at skulle behandle det.
Fra Kasted og Geding i vest til Egå i øst.
Står det til seks lokale fællesråd og Mollerup Golf Club, skal man i fremtiden kunne gå ad et 11 kilometer langt og ubrudt stiforløb mellem disse lokale geografiske yderpunkter, så et større bælte af skove og grønne områder i den nordlige del af Aarhus bliver bedre forbundet med hinanden.
For hvis man i dag eksempelvis vil gå fra Geding eller Kasted Mose i den vestlige del af Aarhus til Lystrup Enge på den anden side af Egå Engsø i øst, så kan man ikke gøre det uden at skulle ud på trafikerede veje.
Og de stiforbindelser, der mangler i dag, vil lokale kræfter nu have sikret.
Vision Egådalen bliver drømmen og planerne også kaldt. En drøm, som snart skal behandles politisk – og som en af idepersonerne bag er »helt tryg ved« nok skal få et bredt flertal bag sig.
»Der er et behov«
75.000 kr. har det indtil videre kostet de lokale fællesråd og golfklubben at få rådgivningsvirksomheden Niras til at udarbejde en rapport med visionsplanen, så byens politikere også har kunnet få et syn for sagen – og visionen.
Det handler om at sikre bedre adgang til et varieret landskab, friluftsaktiviteter og bedre naturoplevelser i den nordlige del af landets næststørste kommune, lyder det bl.a. i visionsplanen:
»Der bor omkring 100.000 mennesker i og omkring Egådalen, og der sker en kraftig udvikling i nordbyen: Nye bliver udbygget, Lisbjerg udbygges, Vejlby udbygges, og der bygges jo stadigvæk i Lystrup,« fortæller Wolfgang Weißschädel, som sidder i forretningsudvalget for Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd, men som i denne sammenhæng har fået en rolle som koordinator på projektet, der involverer flere aarhusianske fællesråd.
Der er jo fuld opbakning at spore, og de kan jo også godt se, at der er et behov.Wolfgang Weißschädel, koordinator på Vision Egådalen
Ifølge Wolfgang Weißschädel er man blevet orienteret om, at Aarhus Kommunes embedsværk lige nu arbejder med at lave et beslutningsgrundlag, som Teknisk Udvalg inden for den helt nærmeste fremtid skal se på – og hvis alt går vel, skal byrådet også senere behandle det.
Og hos Wolfgang Weißschädel og resten af projektgruppen er man fortrøstningsfuld i forhold til at få lov til at begynde stiprojektet:
»De politikere, som vi har haft kontakt med og har mødtes med – både i mødelokaler og ude i naturen – der er jo fuld opbakning at spore, og de kan jo også godt se, at der er et behov,« siger han.
Langsigtet projekt
Noget, der nok heller ikke har skadet på den politiske opbakning til projektet, er, at det er de lokale fællesråd, som kommer til at stå for finansieringen af stierne, en finansiering, som man vil søge fondsmidler til.
Men man skal altså stadig have kommunens accept til at lave stiforbindelserne, som man ifølge de lokale fællesråd lige nu mangler. Og da det også er fællesrådene, der skal ud og finde finansieringen, så vil det 11 kilometer lange projekt højst sandsynligt også skulle laves i etaper over de næste år.
»Vi tager det styk for styk. Det er vi bare nødt til. Og så er målet jo naturligvis, at når vi engang er færdige – om det så varer tre, fire eller syv år, det ved vi jo ikke noget om – så har vi en ådal, hvor der stort set er adgang på langs og på tværs. Og i sådan et omfang, at man helt selv kan vælge sine ruter, og om man vil gå 5, 10 eller 18 kilometer,« siger Wolfgang Weißschädel.
Og når man skal prioritere stykker af stiforløb, ved man også allerede godt, hvad der har førsteprioritet:
»Får vi tilladelse fra kommunen, der siger, at det lyder fornuftigt, det, I har der, så har vi blandt andet et stort ønske ved den gamle Søftenvej, som jo ender blindt nede ved letbanebroen. Stien slutter jo der. Og hvorfor fortsætter den ikke under faunapassagen over mod sydsiden på den anden side af Søftenvej, og så bliver tilsluttet den cykelsti, der går fra Skejby til Søften?« spørger Wolfgang Weißschädel.
Forventningen er, at projektet kan blive behandlet på et af de næste møder i Teknisk Udvalg.