Vær med til at mindes dem vi har mistet med lys og græskar i Stilleskoven
Hospice Djursland og Strandbakkehuset inviterer til en smuk mindeaften i Stilleskoven.
Hospice Djursland og Strandbakkehuset Børne- og Ungehospice inviterer alle, der ønsker at mindes en kær afdød, til en stemningsfuld Allehelgensaften 31. oktober kl. 17-20 med lys og græskar i Stilleskoven på Strandbakken 1 i Rønde.
Det er efterhånden blevet en hyggelig tradition, ikke kun for pårørende til patienter, der har været indlagt på hospice, men for alle i lokalsamfundet. Allehelgensaften i Stilleskoven er en særlig stund, hvor deltagerne sammen kan mindes dem, vi har mistet, og finde trøst i fællesskabet.
»Vi opfordrer til, at man gerne selv tager et græskar med og skriver en hilsen til den, man vil mindes. Det er en smuk måde at ære de afdøde på, og de mange græskar med lys vil skabe en magisk og rørende atmosfære i skoven,« siger Lisbeth Højer, leder af Strandbakkehuset Børne- og Ungehospice.
For at bidrage til den hyggelige stemning vil arrangørerne sørge for lys, varm kakao og slikposer til børnene.
Det er en aften, hvor både store og små kan finde ro og varme i hinandens selskab.
»Det er ikke nødvendigt med tilmelding. Vi håber, at mange vil komme og være med til at gøre denne allehelgensaften til en mindeværdig og hjertevarm begivenhed,« tilføjer Lisbeth Højer.