Sidste omgang på ølbaren: Men først skal der være fest
Lokalet er blevet for småt, men først skal der jules igennem med ølbanko og temafester.
Ølbaren Umage Øl på havnen i Ebeltoft har lejet sig ind i den tidligere ’boblebar’ henover to somre, men nu er det slut.
»Vi leder efter en ny lokation. der er flere grunde, men den vigtigste er, at vi er vokset ud af lokalerne,« siger Søren Størup-Rasmussen, en af ejerne af ølmærket, og desuden også indehaver af naborestauranten Stockfleth.
»Vi vil gerne have et baglokale. Lige nu går vi frem og tilbage mellem restauranten og ølbaren, og det holder ikke rigtigt. Vi håber at finde et godt sted, og faktisk drømmer vi om at åbne Umage Ølbarer på flere lokationer i sommerlandet.
Det er ejerne selv, der udvikler de ’umage øl, som de får brygget på andre bryggerier. Konceptet opstod under coronanedlukningen, hvor restauranten var lukket. Noget skulle de få tiden til at gå med, så de opfandt en øl, fik den brygget og solgte den som take away foran restauranten.
Siden har det udviklet sig, så Umage Øl i dag producerer fire forskellige øl.
I ølbaren er der dog mange forskellige på hanerne samt mad, og konceptet skal fortsætte det nye sted, som Søren Størup-Rasmussen endnu ikke ved, hvor bliver.
Hvad han dog helt sikkert ved er, at december - den sidste måned får ølbaren på havnen - skal bruges til at lave fest og ballade.
Tre lørdage, 30. november, 7. og 14, inviterer ølbaren til ølbanko og julefrokost. Hver lørdag får sit eget tema: hollywood, afterski og 80’er, og så er der ellers lagt op til festlig stemning med julemad, præmier, DJ, der spiller musik, der passer til temaet og også meget gerne udklædning.
»Folk må selv bestemme, om de vil klæde sig ud. Det kan jo bare være en hat eller man kan gå all in. Det har vi i hvert fald tænkt os at gøre,« afslutter Søren Størup-Rasmussen.