Milliondonation fra Villumfonden til naturfagsundervisning
Syddjurs Kommune modtager 1,8 millioner kroner til at styrke natur/teknologi-undervisningen i folkeskolen.
Syddjurs Kommune har fået tildelt 1,8 millioner kroner fra Villumfonden til projektet ”Løft af læringsmiljøer i natur/teknologi”.
Projektet, der er målrettet elever fra 1. til 6. klasse, fokuserer på at udvikle børns interesse og viden inden for naturfag gennem en undersøgende og erfaringsbaseret tilgang, fortæller Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Formand for Familie, børn og læringsudvalget, Kirstine Bille (SF), udtaler: »Vi er meget taknemmelige for bevillingen fra Villumfonden. Den giver os mulighed for at skabe et projekt, der udvider skolernes læringsmiljøer og samtidig styrker naturfagsindlæringen hos de yngste elever. Gennem projektet vil eleverne få mere tid ude i naturen og opnå en dybere forståelse for den lokale natur i deres nærmiljø.«
Støtten fra Villumfonden vil blive brugt til at etablere udendørs læringsmiljøer, opdatere skolernes udstyr og materialer til natur/teknologi-undervisning samt oprette udstyrssamlinger og materialer, der understøtter undervisning både ude og i lokalområdet. Der afsættes også midler til kompetenceudvikling af underviserne for at sikre en effektiv implementering af de nye og opdaterede materialer.