Vision med skulpturen "Ruin" har ikke megen medvind
Sydhavnen A/S ser et behov for at nytænke et havneareal. Ikke mange bakker indtil videre op bag projektet.
Det er ikke ligefrem positive reaktioner, der er kommet i kølvandet af, at Sydhavnen A/S - en del af Grenaa Havn A/S - har offentliggjort planer for, hvad man ser af muligheder på et areal på havneområdet i Grenaa. Aktieselskabet har som formål at udvikle og fremme Sydhavnen som et rekreativt og bæredygtigt område, med respekt for nuværende virksomheder og deres aktiviteter.
I materialet, der fortæller om planerne, begrunder man behovet for at nytænke området således: ”Engang var Sydhavnen mødested for folk, som havde tilknytning til fiskerierhvervet. Nu er en ny vision for området på tegnebrættet, om at skabe nye mødesteder,som lokale såvel som turister vil tage til sig og bruge.”
De skarpeste skud i bøssen fra kritiske borgere kommer på baggrund af, at man har besluttet sig for at navngive en del af området i Sydhavnen ”Ruin Pladsen” - med en placering på hjørnet ved indgangen ind til det nye område, der på sigt skal blive Sydhavnens Havnestrøg.
Seks meter høj
Her vil man efter planen straks få øje på den seks meter høje pavillon ‘Ruin’, som også har givet navn til pladsen.
»Designet er lavet med fokus på de kortere ophold, hvor man kan sidde med en is, nyde en solstråle eller danse til en koncert. Beplantningen springer ud i biodiversitet og blomster og skaber bløde overgange mellem pladsen og dens omgivelser. Det skal være let at finde vej gennem pladsen, uanset om man vil mod havne-bassinet eller ind gennem den kommende Havneport,« hedder det i præsentationsmaterialet, som også nævner, at fliserne er de samme som ligger på området i dag, suppleret med flere.
To felter vil være belagt med tegl og materialer fra “den gamle kiosk” eller fra andet, nedrevet byggeri fra lokalområdet. Inventaret er en kombination af corten/sort stål kryds, molesten og gitterriste, som alle kan holde til klimaet og vejrforholdene.
Mest røre har valget af skulpturen skabt. I sommeren 2023 var pavillonen ‘Ruin’ en af fem arkitekturpavilloner, der blev opført på Charlottenborg i København, som en del af Chart Art Fair. Her var den med til at danne ramme for samtaler om kunst og arkitektur for en mere ressourcebevidst fremtid, nævnes det i præsentationsmaterialet.
Paradigmeskifte
Pavillonen består af stablede blokke i det biogene materiale; Hempcrete. Og det hedder sig, at ‘Ruin’ repræsenterer det paradigmeskifte som byggebranchen står midt i.
»De seneste årtiers erkendelse af menneskets påvirkning af klimaet har trods alt skabt en større fælles forståelse af byggematerialer som en begrænset ressource. Blandt unge arkitekter ses en ekvilibristisk materialebevidsthed, som formentlig vil være definerende for fremtidens byggeri. Med sit ruinøse udtryk er ‘Ruin’ et eksempel på en ærlig, ressourcebevidst og materialestærk byggeskik, som man kan læse og forstå. Et greb, som også vil blive videreført i den nye kontekst. Det kræver tålmodighed, nysgerrighed og et opgør med en gammel æstetik,« lyder det.
Men de første reaktioner tyder ikke på, at borgerne i Grenaa ser på det med samme øjne. Mildest talt viser de total afstandstagen fra projektet, selv om ingen har set det udover på plancher og tegninger.
Men fra Sydhavnen A/S afsluttes præsentationen af visionen således: »I dag bærer Sydhavnen præg af et sted med en masse historier. Det første liv på Sydhavnen kom i forbindelse med erhvervslivet og fiskeriet. Indbyggerne i Havnebyen sørgede for at aktivere havneområdet, som var et af flere mødesteder i dén del af Grenaa – uafhængigt af byen.
I fremtiden skal byen og havnen deles om brugerne. Sydhavnen ser derfor ind i en fremtid hvor den stadigvæk er mødested, men med nye aktiviteter som er tilpasset til nye tider og behov. Havnestrøget vil også blive en stor fordel for fiskeforretningen og restauranten Friskfisken.
Sydhavnens materialepalette bærer præg af dens pragmatiske tilgang til funktion og de enkelte materialers rationale. Her hersker en slags bricolage (byg med hvad muligt er), som taler direkte ind i tilgangen til pavillonen ’Ruin’. Dette tema søger projektet videreført i fremtiden blot kurateret med æstetik og funktionalitet for øje.«
Det sidste ord er helt sikkert ikke sagt endnu.
Ikke første gang
Og det er slet ikke første gang, at en skulptur har givet lokal debat i Grenaa. Lige siden dronning Margrethe i 1995 sørgede for at fjerne klædet og afslørede skulpturen “Ofrende”, skabt af kunstneren Peter Brandes og skænket Grenaa i anledning af byens 550 års jubilæum af Djurslands Bank, har den været omdiskuteret - og måske aldrig helt forstået af den by, der fik den - som et minde om ”Det Gamle Testamentes” fortælling om Abraham, der får besked om at ofre det kæreste, han har, nemlig sønnen Isak, på Moriabjerget. Den er blevet kaldt grim, negativ og slet ikke passende til en bymidte.
I avisen reagerede Peter Brandes dengang således: «Det er jo svært at diskutere kunst. Nogle kan godt lide farven rød, andre holder mere af blåt - og det skal jeg jo ikke være dommer over. Men jeg kan godt lide diskussionen, for debat er jo tegn på, at tingene ikke er ligegyldige. “Men jeg vil sætte pris på, at debatten og kritikken er velbegrundet. Hvis folk bare siger, den er grim, kan jeg ikke bruge det til noget.«