Hyldet for at puste liv i Nimtofte, Lime, Balle og andre steder på Djursland
Dagrofa modtager Landdistriktsprisen 2024 for deres arbejde med at sikre fremtiden for små lokalsamfund.
Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), overrakte Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa ved Landdistriktskonferencen i Vejle.
Prisen hylder dem, der spiller en ekstraordinær rolle i udviklingen af danske landdistrikter. Dagrofa blev valgt som vinder for deres samfundsløfte og indsats i etableringen af borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne, herunder Nimtofte, Lime, Balle og flere andre steder på Djursland.
»Vi har modtaget mange gode nomineringer til årets Landdistriktspris. Det viser tydeligt, at Danmark har mange stærke lokale fællesskaber og ildsjæle, der vil landdistrikterne. Jeg er glad for, at vi med Landdistriktsprisen kan sætte fokus på og hylde deres store arbejde. Jeg har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa, som med deres samfundsløfte over de sidste år har lagt mange kræfter i etableringen af borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne, som er vigtige for, at vi også har små lokalsamfund i fremtiden,« sagde Morten Dahlin på konferencen
Formand for dommerpanelet, Nynne Larsby Friis, udtalte: »Der er kommet spændende og utrolig gode nomineringer til Landdistriktsprisen 2024, og det har været svært at vælge vinderen. Udvalget har peget på Dagrofa som vinderen, da det er en virksomhed, som med deres villighed til at investere langsigtet i landdistrikterne formår at skabe lokal udvikling og som med deres samfundsløfte kan tjene som inspiration for andre virksomheder.«
Succes i Nimtofte
Et eksempel på Dagrofas indsats er Nimtofte, hvor den lokale brugsforening gik konkurs i slutningen af 2022. Nimtofte Borgerforening og Distriktsråd tog initiativ til at danne en borgergruppe med henblik på at åbne en ny butik.
Med opbakning fra borgerne og Dagrofa blev de gamle butikslokaler købt og renoveret, og et OK tankanlæg blev bevaret.
I samarbejde med Dagrofa blev købmand Peter Olsen ansat, og den nye butik åbnede den 2. maj i år med stor opbakning fra lokalsamfundet.
»Jeg er sikker på, at jeg sammen med mine ansatte og ikke mindst kunderne vil kunne få en veldrevet butik op at stå,« sagde Peter Olsen ved åbningen til Lokalavisen.
»”Jeg vægter meget, at jeg har min frihed til at træffe beslutninger hver dag uden at skulle spørge andre om lov først.«
Dagrofas retningslinjer for butikken, der bærer navnet Min Købmand, er klare.
Butikken skal have et grundsortiment på 1.500 varenumre, men ved åbningen havde Min Købmand i Nimtofte næsten 3.500 forskellige varenumre og plads til flere.
Peter Olsen, 56, budgetterer med en årsomsætning på 12 mio. kroner og planlægger at blive i Nimtofte, indtil han går på pension.