Det tredjestørste solcelleprojekt i kommunen er gået under radaren: Sådan ser det ud lige nu
Sidste år blev et lignende solcelleprojekt i samme område skrinlagt. Nu er et nyt på tegnebrættet igen.
For to år siden blev det afvist.
Ønsket fra Rye Nørskov Gods om at opføre en solcellepark på godsets landjord.
Da listen over de 16 (nu 15) potentielle vedvarende energiprojekter blev offentliggjort i slutningen af september, fremgik et nyt solcelleprojekt ved Rye Nørskov – det tredje største på listen – af stort set samme omfang som det, der blev afvist af økonomi- og erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune i april 2022.
Siden september er det ene solcelleprojekt efter det andet er blevet mødt med stor modstand rundt om i kommunen.
Særligt de to største.
Der har dog været ikke været meget information omkring projektet ved Rye Nørskov.
Uge-Bladet Skanderborg har dog fået adgang til projektmaterialet, og her kan du læse mere om forslaget.
Ingen naboer
Det 80 hektar store solcelleprojekt er foreslået af Rye Nørskov Gods og vil, såfremt det bliver realiseret, blive til i samarbejde med Copenhagen Green Energy A/S, som også var projektudvikler på det seneste projektforslag.
Området, der er landbrugsarealer ligger i landzone bruges i dag til produktion af konventionelle juletræer på hegnede arealer og er ejet af Rye Nørskov Gods, lyder det i projektmaterialet.
»Der er ingen naboer ud over Rye Nørskov selv, og meget få genboer, hvorfor eventuelle gener allerede er minimeret. Ingen almene adgangsveje vil blive generet af projektet,« fremgår det ligeledes.
På tegningerne ligner projektet til forveksling det, der i sin tid blev afvist bl.a. med henvisning til miljøhensyn ved Rodelundsvej og kirkebyggelinjen ved Gl. Rye Kirke.
Spørgsmålet er derfor, hvad der har ændret sig siden sidst?
Godsejer har dog ikke ønsket at udtale sig om projektet til Uge-Bladet Skanderborg.
Projektet ses ifølge beskrivelsen som et led i Skanderborg Kommunens grønne omstilling, og vil kunne stå klar i 2027.
Uge-Bladet Skanderborg har været i kontakt med Gl. Rye Menighedsråd, som i sin tid gjorde indsigelser mod det tidligere solcelleprojekt. De afventer situationen, indtil de har mere information.