Frustrerede borgere tropper talstærkt op på Fælleden: »Hvis de ikke vil komme til os, må vi jo komme til dem«
Talsperson vil ikke gå så langt at kalde det en demonstration, men opfordrer alle der er imod solcelleprojektet i deres lokalområde til at dukke op.
En skæbnesvanger dag.
Hundredevis af borgere i Skanderborg Kommune holder vejret frem mod onsdag 20. november.
Her forventes det, at Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune barberer listen over mulige solcelle- og vindmølleprojekter (VE-anlæg) i kommunen ned fra 16 - nu 15 - mulige til to-tre mulige, som man vil arbejde videre med.
Byrådet har gang på gang understreget, at en udpegning som såkaldt dialogområde, dvs. områder, hvor VE-anlæg kan placeres, ikke betyder, at der med sikkerhed bliver opført et anlæg i området.
Det samme gælder, hvis et projektforslag bliver prioriteret på udvalgsmødet 20. november, da et givent projekt stadig skal igennem en længere politisk behandlingsproces.
Alligevel har flere af de 16 projektforslag resulteret i store protester fra flere landsbysamfund.
I områderne omkring de foreslåede energiparker i Galten og Mesing har man oprettet borgergrupper, der kæmper mod solcelleprojekterne.
Begge såkaldte modstandsgrupper har været stærkt kritiske overfor det, de mener er en manglende villighed til dialog fra lokalpolitikernes side.
Derfor varsler borgergruppen i Galten og omegn nu, at de møder talstærkt op ved Skanderborg Fælled i forbindelse med udvalgsmødet 20. november.
»Ikke godt nok«
Mandag 11. november var der borgermøde i Veng om projektforslaget Galten Energipark.
Her blev det nævnt, at man havde til hensigt at møde op foran Skanderborg Fælled 20. november, fortæller Karen Schütter, der er medlem af borgergruppen mod Galten Energipark og står for planlægningen af aktionen onsdag.
»Det er måske lige voldsomt nok at kalde det en demonstration, men det er jo en markering af vores utilfredshed med, at politikerne ikke ønsker at tale med os, før de træffer beslutning om, hvilke af de her interessseforslag de ønsker at gå videre med.«
Da dagsordenen og tidspunktet for udvalgsmødet i skrivende stund ikke er offentliggjort, ved Karen Schütter på nuværende tidspunkt ikke, hvornår på dagen markeringen finder sted. Hun forventer dog, at det bliver om eftermiddagen.
Hun kan på nuværende tidspunkt heller ikke sige noget konkret om, hvor mange de regner med, der dukker op.
»Jeg håber selvfølgelig, der kommer mange mennesker, så vi bliver meget synlige.«
Ifølge Schütter er der en helt klar årsag til, at de har valgt at markere deres utilfredshed på lige netop den måde.
»Vi havde jo inviteret politikerne til at komme og tale med os på borgermødet i mandags. De valgte ikke at dukke op. Så i stedet kommer vi til dem og laver en markering af, at vi ikke synes, det er en ordentlig proces.«
Hvad håber I på at få ud af det?
»Rent simpelt at gøre opmærksom på, at vi ikke er tilfredse med den proces, der er og har været. Der er høringssvar på kommuneplantillægget 28. november – efter man har taget beslutningen 20. november. Det er jo en smule bagvendt,« siger hun med henvisning til, at borgere i Skanderborg Kommune i øjeblikket kan indsende høringssvar på et plantillæg, som kommunen har i høring indtil 28. november.
Plantillægget udpeger bl.a. såkaldte dialogområder, som kan bruges til opsætning af VE anlæg – altså solcelle- og vindmølleprojekter.
Karen Schütter fortæller, at man for god ordens skyld har kigget på reglerne for demonstrationer og vil varsle det til Sydøstjyllands Politi.
»Min opfordring til folk er: mød op! Skriv høringssvar, skriv til politikerne – giv jer tilkende. Det er de muligheder, vi har for at blive hørt i øjeblikket.«