Et enkelt brev i postkassen satte landsbyen på den anden ende: »Det bliver over vores lig«

Det bliver ikke her.

For få uger siden var alt, som det plejede i den lille landsby Mesing nord for Skanderborg.

Børnene skulle køres til fodbold, der skulle købes ind, og haven skulle passes.

Sådan er det på sin vis stadig.

Men et enkelt brev i postkassen har sat landsbyen på den anden ende.

I brevet stod der det ord, mange landsbyboere frygter mest: solceller.

For selvom mange af dem, der bor omgivet af natur, har en vis veneration for grøn energi, så har de en anden ting tilfælles.

De vil ikke have det i deres baghave.

»Vi bor jo ikke på landet for at se ind i en jernmark. Det er vi selvfølgelig bekymrede for at skulle gå og se på,« siger Eskild og Lene Black Pedersen over spisebordet i deres dagligstue øst for Mesing, hvor de gennem en stor buet karnap har udsigt over mark og skov.

Deres udsigt står ikke til at blive spoleret.

Det gør deres datter og svigersøns til gengæld.

De bor lidt længere nede ad vejen på en gård, som Eskild og Lene også ejer.

Her driver de ridecenter og stutteri og kan, hvis planerne bliver til virkelighed, se frem til at blive omringet på tre sider af solceller, så langt øjet rækker.

For Eskild og Lene Black Pedersen, der har boet i byen i mere end 40 år, handler det dog ikke om deres egen udsigt.

Det handler om landsbyens fremtid.

»Hvis det her projekt bliver til noget, får det konsekvenser både for husenes værdi, men også for værdien af selve landsbyen. Der er ingen, der vil bo ved siden af en solcellepark,« siger Eskild Black Pedersen indigneret, mens han tænder en pibe fra samlingen.

Selvom ægteparret er store modstandere af projektet, overvejer de på nuværende tidspunkt ikke at flytte, hvis solcellerne bliver sat op.

Det er der dog andre, der gør.

I den anden ende af landsbyen, hvor projektet er størst.

En grøn fremtid

Det danske landskab står foran store forandringer de kommende år.

Den seneste måned har flere landsdækkende medier skrevet om regeringens storstilede planer om at opføre 26 nye energiparker.

Ifølge regeringens nye strategi på området skal Danmark inden 2030 firedoble produktionen af sol- og vindenergi på land.

»Elektricitet fra solceller er en vigtig grøn energikilde for at nå ambitionen,« lyder det i den såkaldte solcellestrategi.

Staten kan dog ikke klare det store arbejde alene.

Overalt i landet arbejder kommuner og private udviklere på planer om at bygge solcelleanlæg.

Også i Skanderborg.

Her har byrådet besluttet, at 100 pct. af kommunens elforbrug skal være grønt inden 2030.

Kommunen har modtaget 16 tilkendegivelser fra projektudviklere, der er klar til at etablere vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i Skanderborg.

Blandt projektansøgningerne er projekter med solcelleanlæg, seks med vindmøller samt fire anlæg med både solceller og vindmøller.

En af de ansøgninger kommer fra Copenhagen Energy, der planlægger at opføre 84 hektar med solceller omkring Mesing by.

Rundtomkring i det danske land ramler Christiansborgs store visioner gang på gang sammen med virkeligheden, når solcelleprojekterne forsøger at slå rod i landbrugsjorden.

Fællesnævneren lader til at være, at borgerne frygter konsekvenserne ved solcellerne, at de ikke er overbeviste om behovet, og at de ikke forstår logikken bag placeringerne.

Sådan er det i hvert fald i Mesing.

Men bag den rå harme gemmer sig noget andet.

En sårbar magtesløshed over en uvis fremtid.

Mesings dilemma

Nord for Mesing er planerne også kommet som et chok.

Charlotte Christiansen og hendes to døtre har for nylig bygget nyt hus og drømt om et liv i naturens fred. Nu står de over for at blive nærmeste naboer til solcelleparken.

»Vi er enormt kede af det. Det første, jeg sagde, da vi byggede huset, var ”fedt, vi bare har udsigt fra alle vinduer”. Nu risikerer vi at kigge ned på solceller fra hele første sal.«

Hun fortæller, at hun frygter, at landsbyens fremtid er på spil. For hvis folk flytter væk, kan det gå ud over den lokale skole.

»Man vil gerne have flere folk til at flytte herud, men ligger man en solcellepark, så tror jeg, folk tænker sig om en ekstra gang. Hvis man vil kigge på industri, bor man i byen. Samtidig har Veng Skole været lukningstruet flere gange, og i forvejen har den ikke så mange børn. Flytter folk herfra, så vil det jo gå ud over skolen. Der er jo flere ting, der gør, at vi frygter en ond spiral.«

Charlotte Christiansen er selv født og opvokset på Ryvejen nord for Mesing.

Hendes tilknytning til området er stærk, men udsigten til at skulle dele de grønne vidder med sorte rækker af solceller har fået hende til at overveje at kappe bånd til byen.

»Mit store ønske er at blive boende her for evigt, men det er absolut noget, der kan få mig til at genoverveje, om jeg vil bo her. Men jeg er selvfølgelig bange for, at jeg ikke kan sælge huset igen uden et stort tab, hvis solcellerne kommer. Lige lige nu føles det, som om der er længe til afgørelsen den 20. november.«

Få kilometer væk følger et ægtepar også sagen tæt.

Splittelsen ulmer

Niels-Ole og Dorthe Frederiksen har boet i Mesing i godt 30 år.

Om lidt kan det dog være slut.

De ser sig nemlig nødsaget til at flytte, hvis projektet får grønt lys.

Årsagen er, at en del af deres jord også er i spil til projektet.

»Hvis vores jord skal inddrages i det, så skal den det. Vi vil ikke stille os i vejen, hvis det er politisk bestemt, men så skal de også købe al vores jord, bygningerne – det hele. Vi vil ikke gå og sætte solceller på vores egen ejendom,« fortæller Niels-Ole. De seneste 36 år har han arbejdet i et gartneri i Hasselager. Ved siden af har han sit eget kransebinderi i laden.

Derfor tilbringer han rigtig meget tid på ejendommen.

Alligevel er beslutningen taget.

»Vi kommer til at gå og kigge på dem, uanset hvor vi går herude – køkken, stue, gårdspladsen. Vi er nok dem, der kommer til at være tættest på dem.«

Samtidig har han det ikke godt med at flytte væk, hvis solcellerne kommer.

»Hvis vi vælger at sige ”ok, vi sælger grunden og flytter herfra”, så lader vi naboerne i stikken, fordi vi propper pengene i lommen og smutter. Men det føles, som om vi bliver presset ud.«

På Christiansborg arbejder man aktivt på at få kommunerne til at stille jord til rådighed for den grønne omstilling.

En bonusordning er for nylig blevet forbedret, så naboer inden for 200 meter af en solcellepark modtager årlige skattefrie beløb, der er markant højere end tidligere.

Samtidig har man en såkaldte grøn pulje.

Selskaber, der planlægger at opsætte VE-anlæg, er forpligtet til at indbetale betydelige beløb til puljen. Midlerne kan derefter anvendes af kommuner og lokale foreninger til grønne initiativer som eksempelvis nye stier, bæredygtige legepladser eller renovering af vinduer i ældre forsamlingshuse.

Kritikere hævder endda, at kommunerne kan have en interesse i at ”ofre” de mindre landsbyer for at de lidt større landsbyer kan få del i puljen.

Årstiderne skifter

I Mesing bor der ca. 200 mennesker.

Til borgermødet den 23. oktober var hele byen stort set mødt op. Det samme var den ene af de to lodsejere, der ene mand måtte stå model til et hav af spørgsmål.

»Jeg synes, det var flot af ham selv at møde op og tage imod de øretæver, man jo får. Det synes jeg var stort af ham, men derfor synes jeg ikke bedre om projektet. Alle er vist enige om, at det bare skal lægges ned,« siger Charlotte Christiansen.

Selvom mødet forløb i god ro og orden, risikerer det gode naboskab at slå sprækker.

For folk er pressede.

»Der vil nok blive skabt splittelse over for dem, der har jorden, hvor parken skal stå. Der vil man blive stemplet. Det har jeg det ikke så godt med. Men i min situation, hvor jeg er 70 om 10 år, har det ikke lige så stor indvirkning som hos dem, der har børn, der går i skole og har et langt liv her foran sig. Der er der måske lidt mere på spil,« siger Niels-Ole Frederiksen.

De tre familier, Uge-Bladet Skanderborg besøgte, nævner alle de naturskønne omgivelser som grunden til, at de bor i Mesing. Men hvorfor vil en naturrig kommune som Skanderborg i det hele taget have så mange solceller?

»Vi ønsker i byrådet at tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling. Det er nødvendigt, at vi får flere vedvarende energianlæg (VE-anlæg), hvis vores mål om at være selvforsynende med grøn energi i 2030 skal nås,« siger borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (S) i et skriftligt svar til avisen.

»Flere har i den offentlige debat peget på hustage som et oplagt sted at placere solceller. Men det rækker kun til at dække ca. 5 pct. af den strøm, som vi har brug for.«

Han siger, at man har forståelse for bekymringerne i nærområderne. Derfor har man også lavet en proces, som giver de berørte lokalsamfund muligheder for at få indflydelse på projekterne og gå i dialog, før der overhovedet ligger et projekt, som lokalpolitikerne skal tage stilling til.

»Man kunne jo håbe, at nogle i vores lokalsamfund vil se det som en gevinst, fordi man både får mulighed for at påvirke placering og udformning, og fordi man kan få en attraktiv kompensation, som gavner hele lokalsamfundet.«

Sådan ser borgerne i Mesing dog ikke på det.

»Landbrugsjord er ikke beregnet til solceller, men til fødevarer eller skov. Solceller hører til på tage, industrikvarterer eller langs motorvejen. Der er mange andre bedre områder end her,« siger Niels-Ole Frederiksen.

»Skanderborg og omegn er bare megasmukt med kuperet terræn. Mange bruger det til cykling og løb, og det er synd for dem også. Det er synd og spild. Man må kunne udnytte industrien bedre,« lyder det fra Charlotte Christiansen.

Tilbage hos Eskild og Lene Black Pedersen stemmer de i.

»På en pløjemark kan du følge med i årstiderne. Det er jo en del af at bo på landet. Når de høster, når de sår. De siger godt nok, at der kommer hegn op, og at det bliver beplantet, men hvor mange år tager det? Det bliver over vores lig, at det kommer.«

Uge-Bladet Skanderborg har forsøgt at få en kommentar fra de to lodsejere i Mesing, men de ønsker på nuværende tidspunkt ikke at medvirke.