I Grenaa får motorer og gearkasser nyt liv - det har miljøet godt af
Da fiskerierhvervet gik nedad, voksede vindmølleinudstrien - og det skifte har en af Grenaas ældste virksomheder ikke bare overlevet på. Den har også haft vækst og oplevet ny fremgang for Grenaa Motorfabrik.
Der var bobler i glassene på direktørkontoret med udkig ud over produktionslokalerne, hvor der i dagens anledning blev kaldt til en ekstra pause, da en af Grenaas ældste virksomheder - A/S Grenaa Motorfabrik fra 1906 - onsdag blev hædret med Dansk Industris Initiativpris 2024 for en innovativ indsats inden for bæredygtig produktion. Prisen er begrundet i udnyttelsen af en kombination af avanceret teknologi og lokal forankring, og at man derved viser vejen for fremtidens grønne industri – og sætter Norddjurs på landkortet som et kraftcenter for bæredygtig udvikling.
Virksomheden beliggende markant på Grenaa Havn har i mange år koncentreret sit virke om at producere skibsmotorer, som man trods alt leverede den seneste af til et passagerskib i 2023, men et skift til at satse på vindmølleindustrien har gennem en række grønne tiltag og teknologiske forbedringer vist, hvordan en virksomhed med dybe rødder i traditionel industri kan lede an i den grønne omstilling.
Bæredygtige initiativer
En række af bæredygtige initiver har banet vejen frem til prisen. Grenaa Motorfabrik har deltaget i DIs program, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at implementere grønne regnskaber og reducere deres klimaaftryk. Virksomheden har i samarbejde med en økonomielev indført et grønt regnskabssystem, der giver et detaljeret overblik over virksomhedens miljøpåvirkning og identificerer områder for forbedring. Virksomheden har også modtaget Norddjurs Kommunes Grønne MiljøCertifikat, som anerkender en indsats for at etablere et miljøledelsessystem og reducere miljøpåvirkningen. Og endelig har Grenaa Motorfabrik optimeret deres produktionsprocesser for at reducere energiforbruget og minimere spild, hvilket bidrager til en mere bæredygtig produktion.
Dermed har A/S Grenaa Motorfabrik har vundet årets Initiativpris for Randers-Norddjurs. Prisen, der uddeles årligt, gives til virksomheder, der har udvist særligt initiativ og vækst gennem innovative tiltag, og A/S Grenaa Motorfabrik bliver hædret for en enestående indsats for at forene bæredygtighed med solid industriproduktion.
Peter Bogh Lindgaard
»Grenaa Motorfabrik har formået at bevare sit lokale engagement samtidig med, at de har tilpasset sig en global dagsorden om bæredygtighed,« siger Peter Bogh Lindgaard, bestyrelsesleder for DI Randers-Norddjurs.
Medarbejderne samlet
Ved overrækkelsen foran en stor del af de 30 medarbejdere på virksomheden, roste han direktør og ejer Ebbe Sørensen for en imponerende initiativlyst.
»I har taget initiativer og tænkt ideer, hvor andre måske har tøvet. Selv om I er i en branche, der ofte omtales som sort, fører I an i den grønne omstilling. Prisen går til en virksomhed, der tør tage nye skridt, udfordre sig selv og skaber værdi - ikke kun for sig selv, men også for det samfund, I er en del af,« sagde Peter Bogh Lindgaard.
Han peger på, at virksomheden er et eksempel på, hvordan man kan bygge videre på sin historie og erfaring og stadig være frontløber inden for grøn teknologi og ressourceoptimering.
»Det gør I når der bliver repareret skibsmotorer og vindmøller. Ved at forlænge levetiden på disse, reduceres behovet for at producere nyt. Det er både en fordel for kunderne og for miljøet.
Betydning for lokalsamfundet
For A/S Grenaa Motorfabrik betyder prisoverrækkelsen også en anerkendelse af virksomhedens betydning for lokalsamfundet. Som en af områdets engagerede arbejdsgivere og en fast del af Norddjurs erhvervsliv har virksomheden gennem generationer skabt arbejdspladser og bidraget til væksten i regionen. Der har ikke mindst betydning for borgmester Kasper Bjerregaard, (V), fra Norddjurs Kommune.
»Grenaa Motorfabrik er en hjørnesten i vores erhvervsliv. De viser, hvordan ansvarlig og innovativ industriproduktion kan skabe værdi både lokalt og globalt,« siger borgmesteren.
I er et lysende eksempel på, hvordan virksomheder kan skabe værdi - både for lokalsamfundet og for fremtidenKasper Bjerregaard
Han deltog ved prisoverrækkelsen, hvor han uddybede sin glæde over, at prisen i år tilfalder Grenaa Motorfabrik.
»Det er en anerkendelse af jeres engagement og motivation inden for bæredygtighed, men også som en drivkraft i vores lokalsamfund. I er et lysende eksempel på, hvordan virksomheder kan skabe værdi - både for lokalsamfundet og for fremtiden.«
Allerede ved virksomhedens etablering i 1906 var det vigtigt for stifteren at bygge maskiner og motorer, som kunne holde i rigtig, rigtig lang tid. Sådan er det stadigEbbe Sørensen
Efter at have modtaget diplom, som nok skal finde en plads på væggen i direktørkontoret, og en kunstgave i form af en glasskål, takkede direktør Ebbe Sørensen for prisen.
»Allerede ved virksomhedens etablering i 1906 var det vigtigt for stifteren at bygge maskiner og motorer, som kunne holde i rigtig, rigtig lang tid. Sådan er det stadig. Vores motorer holder meget længere tid, end både de skibe, de bruges i - og de mennesker, der køber dem. Et godt eksempel er, at forrige gang, vi leverede en motor, sendte vi en motor til Australien. Det var så tredje gang på 35 år, at vi afleverede den. Måske fordi skibe er blevet ophugget eller har skiftet motor, fordi man skulle kunne bruge større og større trawl. Så har vores motor været for god til at skrotte, så den er kommet tilbage til os til en totalrenovering og sendt tilbage til en ny ejer. Det giver jo så et helt andet miljøaftryk, end hvis man skulle have bygget en ny motor. Det er nøjagtig det samme vi gør inden for vindmøllebranchen. Vi tager defekte maskiner og gearkasser ind og giver dem et nyt liv med en brøkdel af det CO2-udslip, som det ville koste at købe en ny. Vi har den fordel i forhold til vores konkurrenter, at vi ofte takket være vores reparationsteknikker kan reparere en mølle på stedet, i stedet for at gearkassen skal ned og skiftes ud,« sagde Ebbe Sørensen.
Han syntes godt om, at en meget gammel virksomhed, ved at holde på sine oprindelige værdier og dyder, kan holde gennem enhver tid.
»Det har vi altid været kendt for. Først og fremmest svigter vi aldrig kunden. Vi finder altid en løsning. Dernæst bygger vi maskineri, der kan holde i en evighed. Og det gør vi ved, at vi stoler på hinanden. Derfor vil jeg bringe prisen videre til alle medarbejderne. Det er på grund af jer, at vi får den,« sagde Ebbe Sørensen inden medarbejderne vendte tilbage til arbejdet.