Fortsæt til indhold

Byg dig til venskab med hammer og sav

Sostrup Savværk får tilskud fra Realdania til at realisere en drøm om et fælleshus med aktiviteter. Målet er blandt andet at lokke børn og unge væk fra skærmene.

Samfund

Sostrup Savværk skal være et sted, hvor børn, unge og seniorer på tværs af generationer mødes for at save, hamre og bygge.

En lokal forening drømmer om at etablere det som et ugentligt tilbud og mødested - og man er kommet et stort skridt videre i at kunne realisere drømmen takket være et tilskud fra Realdania.

Den store tilskudsgiver har gang i et større jubilæumsprojekt som en del af en 25 års fejring under temaet ”Vores Sted”, hvor Realdania sætter fokus på fællesskab, naboskab og gode lokale mødesteder, som kilder til livskvalitet.

Fra poesi, ciderbrygning og rollespil til fællesspisning, nyttehaver og byggeglæde. Det vrimler med fællesskaber og foreninger i hele landet, som brænder for at skabe et lokalt samlingspunkt. Nu forærer Realdania 60 af dem et sted, hvor de kan mødes.

I Thisted drømmer en haveforening om et sted, hvor de kan holde workshops, bygge fuglehuse og lave insekthoteller med lokale i området. I Aarhus mangler en rollespilsforening et sted, hvor der er plads til at bygge skjolde, sy kostumer og lave tryllestave sammen med børnene. I Odense drømmer den lokale softballklub om at tilbyde deres medlemmer et simpelt klubhus. Og i Holbæk ønsker den lokale biavlerforening sig et sted, hvor de kan engagere og formidle deres viden til andre.

Blandt de 60 første

Og i Sostrup er det Venneforeningen til Gjerrild Friskole, der er blevet tilgodeset. Fælles for dem alle er, at de er blandt de første 60 foreninger og fællesskaber, der modtager et fysisk mødested fra Realdania som en del af indsatsen Vores Sted.

Venneforeningen i Gjerrild arbejder for det gode børne- og ungdomsliv på landet og for at samle lokalområdets borgere omkring skolen som et lokalt kulturcenter. De arbejder rigtig meget med byggeglæde og arrangerer jævnlig ”Byg og Hyg”-arrangementer. Venneforeningen ønsker med det nye mødested ”Sostrup Savværk” at skabe et fast ugentligt tilbud til børn, unge og seniorer, hvor byggeglæden er i fokus.

Alle skal kunne være med og opleve glæden ved at save, hamre og skrue og den stolthed man oplever, når man opnår succes med det, man bygger. Fællesskabet skal være åbent for alle uanset alder, diagnoser og hverdagsudfordringer, men med særligt fokus på at få børn og unge væk fra skærmene og hvor forældre og områdets seniorer kan hjælpe til og mødes om en kop kaffe og byggehygge.

Siden den filantropiske forening Realdania i sommer inviterede fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer til mødesteder, der kan samle folk lokalt, er hele 679 ansøgninger tikket ind fra hele landet. Og efter en grundig udvælgelsesproces, er Realdania nu klar til at uddele de første 60 ud af i alt ca. 150 mødesteder. De er alle bygget hovedsageligt i genbrugsmaterialer og træ for at sikre et så lavt klimaaftryk som muligt.

Lokalt engagement

»Et kig ned i den bunke af ansøgninger til ”Vores Sted” vidner om et enormt, lokalt engagement og en stor lyst til at samle mennesker på tværs af alder og interesser. Og vi ved fra vores arbejde gennem 25 år, at lokale ildsjæle spiller en helt afgørende rolle i at få fællesskaber til at gro. Det samme gør gode fysiske rammer og et solidt tag over hovedet. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu kan give netop dét til fællesskaber og foreninger over hele landet,« siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, i en pressemeddelelse.

»På papiret er der nu 60 modtagere af vores fysiske mødesteder. Men i realiteten er der langt flere. For det har vist sig, at en stor del af ansøgningerne kommer fra flere foreninger i et område, som er gået sammen om at skabe nye mødesteder, der kan bruges af flere på mange forskellige måder. Det betyder, at vi bidrager til at løfte lokale fællesskaber, der er for de mange, og ikke for de få. Og det viser, at lysten til at skabe noget sammen og på tværs af generationer og interesser er stor,« siger Jesper Nygård.

De første 60 modtagere af et mødested skal nu – med hjælp fra Realdania – søge om en officiel byggetilladelse hos kommunen. Herefter er det forventningen, at de første mødesteder bliver opført i løbet af foråret og sommeren 2025.

Mødestederne består af fire forskellige små fælleshuse og åbne pavilloner, som er udviklet specifikt til ”Vores Sted”. Husene kan indrettes og bruges til mange forskellige aktiviteter – for eksempel et værksted, hvor man kan mødes og bruge hænderne, være kreativ, reparere eller skabe noget. Og en naturbase, hvor man kan mødes om livet i det fri, opbevare grejet, samle gruppen, lægge planen og tage pausen.