Fortsæt til indhold

Trafiksikkerheden for skolebørn er i top i Randers

Randers Kommune har sat ind på trafiksikkerhed i skolerne og opnået en topplacering i årets Skoletrafiktest med stærke initiativer som færdselskontaktlærere og trafikpolitik på skolerne.

Samfund
kijo

Randers Kommune har fået stor anerkendelse for sin indsats for at øge trafiksikkerheden i grundskolerne. Som en del af kommunens strategi har alle skoler nu færdselskontaktlærere, og 76 % af dem har også en skriftlig trafikpolitik – et tal, der er væsentligt højere end landsgennemsnittet. Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Vi har arbejdet målrettet for at sikre trygge rammer for vores børn på vej til og fra skole,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.

»Det er en glæde at se, hvordan lærere engagerer sig og gør eleverne bevidste om sikkerhed i trafikken.«

Kommunens indsats inkluderer også trafikundervisning om risikofaktorer og trafikal adfærd for udskolingselever. Målet er, at endnu flere skoler i Randers fortsat styrker trafikundervisningen på tværs af klassetrin for at øge bevidstheden om trafiksikkerhed hos børn og unge.