Fortsæt til indhold

Tidligere SF-formand udelukket fra DN Syddjurs bestyrelse

Ingrid Boldsen var klar til at træde ind i bestyrelsen hos Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs, men hun var ikke valgbar.

Samfund

Det lignede en succeshistorie, da de fremmødte medlemmer af lokalafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs ved årsmødet onsdag aften i Hornslet Hallen skulle vælge tre nye til bestyrelsen.

Tre kandidater, Morten Andersen fra Hornslet, Karoline Marie Rasmussen fra Elsegårde og Ingrid Johanne Boldsen fra Maarup, var fluks oppe med hænderne for at signalere, at de var parate.

Mens de to første havde været medlem af Danmarks Naturfredningsforening i en årrække, kunne det ikke dokumenteres ved et kig på medlemslisten, at den tidligere lokalformand for SF Syddjurs, Ingrid Johanne Boldsen, opfyldte minimumskravet i vedtægterne om, at man kun er valgbar til en lokalbestyrelse, hvis man har været medlem i mindst to måneder inden årsmødet.

Derfor måtte Ingrid Johanne Boldsen bide i det sure æble og konstatere, at det må blive næste år, hvis hun fortsat ønsker at kandidere til bestyrelsen.

Ro på

Efter et tumultarisk 2024, hvor fem medlemmer forlod bestyrelsen midtvejs anført af dyrlægen Jens Kristoffersen, Knebel, og efterlod de øvrige plus to suppleanter til sig selv, havde ingen på årsmødet lyst til at bore i, hvad der førte til, at de fem pakkede deres sager sammen og sagde farvel.

I stedet kunne den muntre formand, Kim Withen Olesen, Ebeltoft, glæde sig over, at der nu kommer to nye med i bestyrelsen plus en nyvalgt suppleant.

Efter årsmødet består bestyrelsen af følgende:

  • Kim Withen Olesen, Ebeltoft
  • Johanne Løvlund, Ebeltoft
  • Eigil Holm Nielsen, Knebel
  • Asger Meulengracht Olsen, Pindstrup
  • Jeppe Hansen, Ebeltoft
  • Kim Sørensen, Hornslet
  • Morten Andersen, Hornslet
  • Karoline Marie Rasmussen, Elsegårde
  • Dorit Nyhus Nielsen, Hornslet (suppleant - deltager aktivt i bestyrelsesmøderne)

Borgerlige, grønne og socialister

Det er en tværpolitisk flok, som udgør den nye bestyrelse.

Den nuværende formand, Kim Withen Olesen, er medlem af Det Konservative Folkeparti og pt. 1. suppleant til byrådet. Johanne Løvlund og Karoline Marie Rasmussen betaler kontingent til Enhedslisten, mens Eigil Holm Nielsen og Asger Olsen gør det til SF. Kim Sørensen er i stald hos Alternativet og aktiv i Bedsteforældrenes Klimaaktion.

Jeppe Hansen er erklæret politisk fritænker af borgerlig observans og uden at være medlem af et parti, mens Morten Andersen og Dorit Nyhus Nielsen efter det oplyste ikke er partipolitisk aktive.

»Vi konstituerer os på et møde 4. december, og jeg synes det tegner godt, at vi har en meget bred bestyrelse, fagligt og i forhold til interesser,« siger Kim Withen Olesen.

Rettelse:

Karoline Marie Rasmussen meddeler, at hun ikke er medlem af Enhedslisten og aldrig har været det. Lokalavisen beklager at have bragt en forkert oplysning og undskylder hermed overfor Karoline Marie Rasmussen og læserne.