Fortsæt til indhold

Årsmøde i DN Syddjurs: Bliver det et rabaldermøde?

Efter et turbulent år mødes DN Syddjurs til årsmøde i Hornslet Hallen med fokus på Den Grønne Treparts aftale og dens betydning for miljøet og naturen.

Samfund

Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs (DN Syddjurs) afholder årsmøde 13. november 2024 kl. 19.00 i Hornslethallen.

Årsmødet vil i år have et særligt fokus på Den Grønne Treparts Aftale, som direktøren for DN Landskontor, Lars Midtiby, vil præsentere og diskutere.

Lars Midtiby, uddannet jurist fra Aarhus Universitet med en master i Public Administration fra CBS, vil fortælle om Den Grønne Treparts Aftale og dens betydning for fremtidens Danmark.

Han har været ansat i Danmarks Naturfredningsforening siden 1. september 2019. Tidligere har han været direktør i Danske Handicaporganisationer og før det partisekretær i Socialdemokratiet.

Han vil diskutere, hvordan aftalen kan forbedre levevilkårene for fisk i havet, reducere CO2-udledningen og fremme biodiversiteten.

Men det er ikke kun aftalens indhold og dens positive virkninger for miljøet, naturen og biodiversiteten, der kan skabe debat. Årsmødet kan også blive et rabaldermøde efter et turbulent år i DN Syddjurs.

Fem sagde farvel

Årsmødet kommer efter et år præget af uro i bestyrelsen.

I juni valgte fem bestyrelsesmedlemmer således at trække sig i protest.

De fem afgående medlemmer var Jens Kristoffersen, Peter Christensen, Jette Borum, Jens-Otto Bertel Hansen og Peter Egestad.

De trak sig på grund af uenigheder og manglende saglighed i forvaltningen, særligt omkring Mols Bjerge og Ahl-udsigtsfredningen.

De tilbageværende medlemmer besluttede, at en ekstraordinær generalforsamling ikke var nødvendig, og konstituerede sig med seks bestyrelsesmedlemmer frem til årsmødet i november 2024.

Kim Withen Olesen blev genvalgt som formand, og Johanne Løvlund Nielsen blev valgt som næstformand.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Asger Meulengracht Olsen, Eigil Holm Nielsen samt de to tidligere suppleanter, Kim Sørensen og Jeppe K. Hansen.

Vending i vindmølleplaner

En af de mest kontroversielle beslutninger, den nye bestyrelse har truffet, er at ændre holdning til Aarhus Kommunes vindmølleprojekt ved Vosnæs Pynt.

Tidligere var DN Syddjurs modstandere af projektet, men efter bestyrelsesrokaden har bestyrelsen valgt at være positive på samme måde som kollegerne i Aarhus og være indstillet på at få undersøgt mulighederne for opstilling af store vindmøller i området.

Dette skifte har skabt debat blandt medlemmerne og lokalbefolkningen, som frygter konsekvenserne for borgere, natur og biodiversitet.

Valg til bestyrelsen

På årsmødet skal der selvfølgelig være valg til bestyrelsen.

Bestyrelsen har besluttet at øge antallet af bestyrelsesmedlemmer fra seks til ni, så der er flere ledige pladser.

Der er gratis adgang for alle, men kun medlemmer af DN har stemmeret på selve årsmødet.