Få en bid af de 75 millioner: Samlingspunkter der gør »en forskel i hverdagen« skal have pengene
Renoveringspuljen er åben for ansøgninger. Der er tale om 75 millioner kroner, som er tiltænkt lokale mødesteder, der trænger til en kærlig hånd.
Trænger det lokale samlingssted til en overhaling?
Renoveringspuljen på 75 millioner, som Nordea-fonden er tovholder på, er nu åben for ansøgninger. Forsamlingshuse, spejderhytter, idrætshaller og medborgerhuse kan søge støtte til projekter, der på én eller anden måde skaber positive forandringer – ved at renovere, skabe nyt af genbrugsmaterialer eller på anden måde optimere samlingsstedet.
Der kan søges mellem 200.000 og 1 million kroner.
Det skriver Nordea-fonden.
»Vi vil give de lokale mødesteder en hjælpende hånd, så de kan stå stærkere og endnu mere bæredygtigt i fremtiden og fortsat være vigtige omdrejningspunkter for de mange fællesskaber, vi samles om,« siger Nordea-fondens administrerende direktør, Henrik Lehmann Andersen, og tilføjer:
»Vi oplever en stor efterspørgsel fra foreninger, der vil forbedre både de miljømæssige og sociale rammer – og med puljen håber vi at gøre en forskel i hverdagen, hvor fællesskaberne mødes.«
Der er særligt fokus på at støtte initiativer, hvor genbrug og upcycling af byggematerialer, bevaring og istandsættelse af eksisterende bygningselementer samt en bred inddragelse af brugerne er i højsædet.
Ansøgningsfrist er 31. marts 2025.