Fortsæt til indhold

Djurslands ungdomsuddannelser er i fare

Samfund
Else Søjmark (S)Medlem af regionsrådet

Finanslovsforhandlingerne er i fuld gang og her gemmer sig også drøftelserne om taxameterreformen, der spænder ben for ungdomsuddannelser på Djursland.

På Djursland har vi gode ungdomsuddannelser til vore unge mennesker. De klæ’r dem på til deres videre uddannelses- og arbejdsliv og sikrer at rigtig mange gennemfører en lokal ungdomsuddannelse. Det må taxameterreformen ikke spænde ben for.

Som regionsrådsmedlem og medlem af bestyrelsen på Randers Social og sundhedsskole, tidligere medlem af Grenaa Gymnasiums bestyrelse og nuværende af Syddjurs Gymnasiums vil jeg her gentage min bekymring for de konsekvenser, jeg ser af den nye taxameteromlægning.

På Djursland står Gymnasierne til at miste økonomi, der vil have stor betydning for elevernes faglige muligheder og Social- og Sundhedsskolens afdeling i Grenaa vil risikere lukning. Det må bare ikke ske.

Hvis vi på Djursland skal sikre den nødvendige arbejdskraft til de to Djurslands kommuner er det afgørende, at områdets uddannelsesinstitutioner har vilkår der gør det muligt.

Intentionen med den udmeldte taxameteromlægning var paradoksalt nok at sikre uddannelsesinstitutioner i udkantsområder og i stedet er det, det modsatte, der står til at ske på Djursland.

Hvis Social og sundhedsskolens afdeling i Grenaa lukker og gymnasiernes faglige tilbud indskrænkes pga de økonomiske konsekvenser, står det lige for at ende ud i, at kun unge fra Djursland, der har ressourcer til at rejse langt efter en ungdomsuddannelse, gennemfører den. Samtidig vil disse unge få begrænset mulighederne for at deltage i det lokale fritidsfællesskab, der også er en vigtig del af uddannelseslivet.

Det vil samtidig få væsentlig betydning for både det kommunale og private erhvervslivs adgang til arbejdskraft.

Så værn i stedet om vores ungdomsuddannelser i udkantsområderne. Det betaler sig.