Fortsæt til indhold

Efter turbulent periode med vold og presset arbejdsmiljø: Hellere samarbejde end voksenskældud

Frejasvænges ledelse og FOA arbejder tæt sammen for at løse problemer med vold og arbejdsmiljø.

Samfund

Fagforeningen FOA og ledelsen - med daglig leder Pernille Scherling Frisch i spidsen - på Frejasvænge i Kolind, Syddjurs Kommunes specialplejehjem for mennesker med demens, har indledt et konstruktivt samarbejde.

Efter en turbulent periode præget af voldelige beboere og et presset arbejdsmiljø, ser fremtiden nu lysere ud for Frejasvænge.

Denne optimisme deles af Mariejo Christensen, næstformand og arbejdsmiljøansvarlig i FOA Randers, som repræsenterer social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere på Frejasvænge.

Siden 6. maj, hvor en voldsom hændelse fandt sted, har FOA været dybt involveret i processen. Overfaldet på en medarbejder var særdeles ubehageligt og tiltrak også Arbejdstilsynets opmærksomhed.

»Da tillidsfolkene kontaktede os, var de dybt frustrerede og påvirkede af situationen,« fortæller Mariejo Christensen.

»De og deres kolleger kunne ikke længere magte hverdagen og følte, at ledelsen ikke tog tilstrækkeligt ansvar for at forbedre forholdene.«

Nemt at skyde på ledelsen

For en måned siden afholdt FOA et møde med tillidsfolkene på Frejasvænge for at få klarhed over situationen og udstyre medarbejderne med redskaber til at håndtere konflikterne.

Mariejo Christensen bemærker, at det er nemt at skyde skylden på ledelsen, men »at de lokale ledelser på det kommunale omsorgsområde ofte er under et enormt pres med krav om stram økonomisk styring, mangel på kvalificerede medarbejdere og meget svage borgere som en konstant udfordring.«

Konstruktivt møde

Efterfølgende har Mariejo Christensen holdt møde med ledelsen på Frejasvænge, hvor medarbejdernes frustrationer og bekymringer blev fremført.

Udgangspunktet for sådanne møder er ofte, at ledelsen forventer skældud, når fagforeningen kommer – men det hjælper ingen, påpeger Mariejo Christensen.

»Tværtimod kan det fastlåse situationen yderligere. Det er langt mere frugtbart at arbejde sammen om en konstruktiv og fælles proces, der kan hjælpe hele arbejdspladsen.«

Ros til ledelsen

Ledelsen på Frejasvænge har selv taget initiativ til at kontakte FOA for at finde løsninger.

»Ledelsen er meget lydhør. Vi afventer Arbejdstilsynets tilbagemeldinger på en forløbsplan og håber at bidrage til en proces, der kan skabe et godt og tillidsfuldt arbejdsmiljø til gavn for alle parter, også beboerne og deres pårørende,« siger Mariejo Christensen.

Mariejo Christensen roser ledelsen for dens åbenhed og vilje til at tage et stort ansvar.

»Det er virkelig positivt at opleve en ledelse, der er villig til dialog og forbedringer. Vi ser frem til at samarbejde om at skabe en bedre hverdag for både medarbejdere og beboere,« tilføjer hun.

Forløbsplanen skal udstikke retningslinjer til arbejdsgiveren om, hvordan hverdagen og arbejdsmiljøet kan forbedres.

Mariejo Christensen påpeger, at selvom medarbejderne har oplevet store udfordringer med udadreagerende beboere, er det ikke et tegn på, at de pågældende beboere er visiteret til det forkerte sted.

»Jeg anerkender fuldt ud, at der er en særlig virkelighed på Frejasvænge med meget forskellige beboere, og at det kræver meget af medarbejderne at håndtere denne hverdag. Det bliver heller ikke lettere fremover, fordi der kommer flere demente, som også har andre diagnoser med i kølvandet,« siger hun.

Hun fremhæver, at ledelsen på Frejasvænge efter FOAs opfattelse har behov for ekstra støtte fra sine foresatte, ældrechef og Syddjurs Kommunes direktion, for at kunne håndtere de komplekse udfordringer og sikre et godt arbejdsmiljø.

Høj personaleomsætning

Omkring 40 medarbejdere på Frejasvænge er stoppet af mange forskellige årsager indenfor de seneste to år.

Nogle er gået på pension eller efterløn, mens andre har skiftet job.

Situationen er, at efterspørgslen efter arbejdskraft i denne sektor er meget større end udbuddet.

Der bliver simpelthen uddannet for få nye.

Ligesom jobbet på Frejasvænge til tider som nævnt er så krævende og mentalt hårdt, at nogle ansatte ser sig selv i jobbet i en periode på måske 4-5 år og derefter skifter til et andet job på måske et almindeligt plejehjem.