Fortsæt til indhold

Seks år uden præst: Hvem tør tage udfordringen op?

Provst Benedikte Bock Pedersen glæder sig til at byde en ny præst velkommen i Kolind efter mere end seks år ventetid.

Samfund

Når det nye menighedsråd træder til ved kirkeårets begyndelse, 1. søndag i advent, i Kolind, Ebdrup og Skarresø sogn, bliver første opgave at få ansat en ny sognepræst.

En sådan har sognet ikke haft, siden Anne Kirstine Langkjer røgtede jobbet.

Det er mere end seks år siden.

Benedikte Bock Pedersen glæder sig til at byde en ny præst velkommen i sognet efter seks års ventetid. Arkivfoto

Men hvordan foregår en præsteansættelse egentlig?

»Det er egentlig meget enkelt,« siger provst i Syddjurs Benedikte Bock Pedersen.

»Når det nye menighedsråd tiltræder 1. december, spørger vi dem om, hvornår embedsboligen, der er købt til den nye præst og vedkommendes familie, kan være klar til indflytning.«

»Når vi ved det, mødes biskoppen og jeg med menighedsrådet for at snakke om en række formelle ting. Det er jo menighedsrådet, og menighedsrådet alene, som ansætter en ny præst,« understreger Benedikte Bock Pedersen.

Kamp om præsterne

Når deadline for indflytning i den nye præstebolig er kendt, kan der laves et jobopslag, hvor både biskop, provst og menighedsråd får lov til at udfolde sig.

»Biskoppen og jeg står for alt det kedelige med alle formalia, mens menighedsrådet frit kan udfolde sig og levere tekst og indhold til en spændende annonce,« siger provsten.

Benedikte Bock Pedersen glæder sig over, at man i Kolind, Ebdrup og Skarresø får en ny sognepræst, men erkender også, at der lige nu er kamp om præsterne.

»Der er simpelthen blevet uddannet for få i en årrække, og det på trods af, at vi er flere, der tidligt gjorde opmærksom på problemet og konsekvenserne.«

Det bliver så godt for Kolind, Ebdrup og Skarresø

2-3 til prøveprædikener

Kan ansøgerfeltet blive så lille, at man bliver nødt til at lave et genopslag?

»Det kan selvfølgelig blive nødvendigt, men det tror jeg nu ikke. I vores fag er et ansøgerfelt på tre for eksempel ikke noget, der betyder genopslag,« siger provsten.

Benedikte Bock Pedersen forventer, at vordende ansøgere får 3-4 uger til at besøge sognet og tale med menighedsrådet og siden forhåbentlig skrive og aflevere en ansøgning.

Når ansøgningsfristen er ovre, mødes menighedsrådet igen med biskop og provst for at læse ansøgningerne.

»Biskoppen og jeg har overhovedet ingen indflydelse på, hvem menighedsrådet vælger at udtage til prøveprædiken og efterfølgende samtale. Vi er kun med for at besvare spørgsmål, som menighedsrådet måtte have til konkrete ting i den enkelte ansøgning.«

»Ud på foråret«

Provsten tror på, at hvis det hele spiller, vil en ny præst kunne tiltræde: »Ud på foråret.«

»Det bliver så godt for Kolind, Ebdrup og Skarresø at få en fast præst efter så mange år uden,« siger Benedikte Bock Pedersen.

En ny præst får et familievenligt parcelhus på Fasanvej 2 som sin nye embedsbolig.

Den har menighedsrådet købt til formålet.

Præstegården i Gl. Kolind skal sælges.

Den rykkede Anne Kirstine Langkjer ud af for over syv år siden, fordi store dele af huset var så ramt af skimmelsvamp, at det var sundhedsfarligt at blive boende.