Fortsæt til indhold

Knap 10.000 kroner til børn i Randers: »Det gør en kæmpe forskel«

Indsats, der er sat i verden for at engagere børn og unge i foreningslivet, har modtaget en donation på knap 10.000 kroner.

Samfund
mw

Fritid For Alle har modtaget en donation fra Randers Business Breakfast Rotary Club på 9.999 kroner. For Fritid For Alle, der er en indsats for børn og unge i Randers med fokus på at engagere dem i en fritidsaktivitet, betyder pengene meget.

Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Det gør en kæmpe forskel, at lokale kræfter som Rotary støtter op om vores indsats for børn og unge. Mit håb er derfor også, at flere vil lade sig inspirere af Randers Business Breakfast Rotary Club og støtte Fritid For Alle,« siger formanden for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Louise Høeg (V), i pressemeddelelsen.

Midlerne vil gå direkte til støtte af kontingenter og udstyr, så endnu flere børn og unge kan komme godt i gang med en fritidsinteresse.

Værdien af foreningslivet

Siden begyndelsen i 2022 har Fritid For Alle haft kontakt med over 935 børn og unge, hvoraf 71 procent siden er blevet aktive medlemmer af foreninger. Ønsket om at bidrage til, at børn og unge bliver en del af fællesskaber, er en af grundene til Randers Business Breakfast Rotary Clubs donation.

»Med donationen til Fritid For Alle ønsker vi at sætte fokus på værdien af foreningslivet og anerkende de mange frivillige, som gør en forskel i børn og unges liv,« udtaler formand for Randers Business Breakfast Rotary Club, Søren Mark Andersen, og tilføjer:

»Vi er meget inspirerede af, hvordan Fritid For Alle ikke blot skaber adgang til aktiviteter men også sikrer, at børn og unge får støtte til trygt at komme i gang med aktiviteterne.«

Ifølge pressemeddelelsen skyldes indsatsens succes samarbejdet mellem kommunen og organisationer som Red Barnet Randers, Randers FC Fonden og Soroptimist International Randers, der tidligere på året gik ind i projektet. Initiativet nyder desuden stor opbakning fra lokale foreninger, skoler og kommunens frontmedarbejdere.

Ud over at engagere børn og unge i fritidsaktiviteter hjælper Fritid For Alle også med at finde den rette forening og tilbyder økonomisk støtte til kontingenter eller udstyr. Samtidig er der tilknyttet sociale frivillige, som sikrer en god og tryg opstart i foreningen.