Den orange farve imod vold mod kvinder
Soroptimisterne i Grenaa stiller bod op på Torvet i Grenaa i en god sags tjeneste.
Soroptimist International Grenaa er en del af et internationalt netværk af aktive kvinder, der ønsker at fremme kvinders vilkår overalt i verden og i den forbindelse åbnes fredag eftermiddag - den 29. november fra klokken 15-19 - en informationsbod om emnet på Torvet i Grenaa.
Danske soroptimister har gennem flere år deltaget i denne internationale kampagne under FN for afskaffelse af vold mod kvinder ved at gøre opmærksom på diverse former for vold, som kvinder i alle samfundslag udsættes for. En del af kampen består også i at skabe bedre retssikkerhed og tryghed for kvinder i alle aldre både i familien og i samfundet.
Det handler ikke kun om fysisk og psykisk vold, men tillige chikane over for udsatte kvinder, der til stadighed hjemsøges og generes via e-mails og overvågning online fra nuværende eller tidligere partnere. Her tænkes ikke alene på chikanerende og frustrerende beskeder på nettet, men også en form for forfølgelsesadfærd og aktiviteter, der udskammer, sårer og generer det kvindelige offer i form af deling af intime billeder uden samtykke, stalking og online hadefulde beskeder.
Cybervold – eller internetvold – medfører ikke kun følelsesmæssig skade og psykiske traumer, men fastholder også uligheder mellem kønnene og begrænser kvinders deltagelse i onlinerum. Denne ødelæggende brug af private informationer skal stoppes som udtryk for uønsket og diskriminerende brug af internettet, som alle er afhængige af og dermed ikke kan fravælge i en normal hverdag.
”Read the Signs of Cyber Violence”, som er FN´s emne for årets Orange Dage, markeres over alt i verden og dermed også i Danmark i dagene 25. – 30. november. I Grenaa altså fredag 29. november.
Den orange farve symboliserer en lysere fremtid for verdens voldsramte kvinder og er den internationale farve for FN-kampagnen ”Stop vold mod kvinder”, som i år specielt fokuserer på cybervold, der desværre udvikler sig både hurtigt og på mange negative måder.