Fortsæt til indhold

Aarhus Airport - fra soap opera til seriøs business case. Kan ny investor vende skuden?

Aarhus Airport er fortsat 20 år bagud trods fornyet selvtillid med en kommende ny international investor.

Samfund
Lars Norman ThomsenLokalredaktør

Aarhus Airport kunne i sidste uge afsløre, at man nu har indgået en betinget aftale med en international investor, som bliver hovedaktionær i lufthavnen.

Aftalen er en stor sejr for bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen, som har arbejdet hårdt for at finde en investor trods lang tids skepsis fra medier og ’kloge’ kommentatorer.

En seriøs investor i denne vægtklasse involverer sig ikke uden grundig analyse og en positiv business case. Investeringen vil sikre lufthavnens fremtidige drift og skabe nye vækstmuligheder i regionen. Djursland-kommunerne skal signalere fortsat engagement og ejerskab. Man siger ikke nej til at være medejer af en lufthavn i sin baghave – heller ikke til at investere flere penge i foretagendet. Det kommer kommunerne til.

Aarhus Airport A/S har i mange år kæmpet med økonomiske udfordringer og konkurrence fra nærliggende lufthavne som Aalborg og Billund. Historisk set har lufthavnen manglet den nødvendige opbakning fra sin hovedaktionær, Aarhus Kommune, hvilket har hæmmet dens udvikling. Historierne om en forsømt virksomhed på både ledelses- og bestyrelsesniveau skriger til himlen. Det er en bedre soap opera værdig.

Først da Jacob Bundsgaard overtog borgmesterstolen i Aarhus, kom der skred i tingene. Et politisk flertal i Aarhus Byråd blev overbevist om, at flyvske planer om andre placeringer var lukket land, og at man hellere måtte begynde at bakke op om sin virksomhed i Stabrand.

I 2019 blev der gennemført en rekonstruktion af Aarhus Airport A/S med det formål at sikre ny vækst og udvikling. Ejerkredsen blev udvidet med en privat investor, Staus A/S, som bidrog med 30 mio. kroner. Selvom to år med Corona pressede lufthavnens økonomi, blev der i 2022 tilført yderligere kapital fra ejerkommunerne, herunder Aarhus, Syddjurs og Norddjurs Kommuner, for at sikre lufthavnens fortsatte udvikling. Staus A/S er ikke længere aktuel.

Så er vi fremme ved historien om, at afgåede borgmester Bundsgaard i årevis har givet Aarhus Airport rentehenstand på et lån på 200 mio. kr., som har resulteret i en samlet gæld på 252 mio. kr. ved årets udgang. Det har fået Bundsgaards tidligere byrådskolleger til at dåne.

Mest af alt rejser historien spørgsmålet om, hvorvidt Aarhus Kommune har et økonomiudvalg, der overvåger sådanne beslutninger. Det er utænkeligt, at en kommende investor ikke er blevet fuldt orienteret om situationen gennem den due diligence, der er blevet foretaget forud for, at den betingede aftale er underskrevet. Investor har vurderet, at de potentielle fordele ved investeringen opvejede risiciene. Formålet med due diligence er jo netop at sikre, at alle relevante oplysninger om virksomheden er kendt, og at der ikke er nogen skjulte risici eller problemer, der kan påvirke værdien af investeringen.

Uden en privat investor ville lufthavnens fremtid se dyster ud, og de 252 aarhusianske mio. kr. kunne være tabt. Nu er der en mulighed for, at en del af denne gæld konverteres til aktiekapital, hvilket betyder, at Aarhus Kommune bliver medejer af en lufthavn, som en seriøs udenlandsk investor vurderer har en positiv business case.

Selvom der er optimisme, er der også erkendelse af, at mange ting skal lykkes for at gøre lufthavnen økonomisk og kommercielt bæredygtig. De næste år bliver afgørende for Aarhus Airport A/S, og det kræver en målrettet indsats for at indhente de 20 års forsømmelser. Lufthavnen skal fortsat hente et efterslæb i forhold til især Billund grundet hovedaktionærens tidligere ulyst til at drive lufthavn.

Selvom markedsdynamikken fortæller noget andet, står Aarhus Airport nu ved en skillevej, hvor den nye internationale investor og den politiske opbakning kan vende årtiers forsømmelser til fremtidig succes. Jacob Bundsgaard troede på Stabrand, og nu ser det ud til, at hans vision endelig kan blive en realitet.

Hvorvidt han har spillet med fordækte kort eller økonomiudvalget har sovet i timen, ved vi snart.