Efter flere måneder: Nu er der nyt om forladt skib
Siden maj har et skib ligget forsømt og forladt ved Ebeltoft Færgehavn. Mens ejeren nægtede at fjerne skibet, forsøgte flere lokale at forhindre det i at rive sig løs og drive i land. Det lykkedes ikke, men nu er der nyt i sagen om det stakkels skib
19. maj lagde ejeren af et sejlskib til ved Ebeltoft Færgehavn. Og så forsvandt han og lod skibet ligge, fortøjret op ad kajkanten, der tilhører Sund & Bælt.
Da det ikke er tilladt for private at lægge til her, kontaktede Sund & Bælt med det samme ejeren og bad vedkommende om at fjerne skibet, men det skete ikke.
Lokale borgere har i mellemtiden holdt øje med skibet.
En af dem er Pia Haecky. Hun ejer virksomheden MicroWISE, som har opsat måleudstyr ved havnen.
Derfor kommer hun der jævnligt.
»Vi har holdt øje med skibet og kontaktede også Sund & Bælt. I starten, da den lå ude ved kajen, holdt vi øje med fortøjningerne, og når de blev for løse, bandt vi dem bedre fast. Men det var desværre ikke nok.«
På et tidspunkt brækkede rælingerne af.
Det fortalte Pia Haecky Sund & Bælt, som flyttede den.
Fortøjningerne holdt dog heller ikke i denne omgang, skibet rev sig løs og drev ind mod stendigerne ved land.
Her ligger det nu i en sørgelig forfatning og har været genstand for ikke så få opslag og kommentarer i de lokale Facebookgrupper, hvor folk undrer sig over, at det ikke bliver fjernet.
Træls sag
Sund & Bælt kalder det: en træls sag, som de har brugt rigtig meget tid på.
Pressechef i Sund & Bælt Jens Villemoes forklarer sagens forløb således:
»I maj kontaktede vi ejeren umiddelbart efter, vi blev bekendt med, at den lå der. Ejeren meddelte, at han agtede at fjerne båden den følgende uge, men det skete ikke. Herefter fulgte så et flere måned langt forløb, hvor vi gentagne gange bad ejeren fjerne sin båd. Vi gav mange varsler med sms, mundtligt og med anbefalet brev, og ejeren bedyrede flere gange, at han ville fjerne båden, men trods mange fristforlængelser, så gjorde han det ikke.«
Men nu ser det ifølge Jens Villemoes ud til, at der kan sættes et punktum i sagen.
»I august opgav vi at få ejeren til at fjerne båden, og den blev i stedet sat til salg. En køber blev fundet i oktober, og salget er nu afsluttet. Den nye ejer har meddelt, at han er ved at arrangere en kranbil, der skal løfte båden op og fjerne den som aftalt.«
Det er ikke lykkedes avisen at få kontakt til ejeren og få svar på, hvorfor sejlskibet skulle lide så trist en skæbne.
Men ikke desto mindre, så vil sagen om det stakkels skib sandsynligvis snart være afsluttet på foranledning af Sund & Bælt og de lokale borgeres indsats.
Men hvis ansvar er Skibet?
Søfartsstyrelsen oplyser, at reglerne for, hvem der har ansvaret for et forladt skib og hvem, der må fjerne det, er kompliceret.
»Det afhænger af en vurdering af, om det kan kategoriseres som et vrag, om det er til gene for andres sejlads og sikkerhed og så videre, og det er på stående fod svært at udtale sig om i forhold til denne konkrete sag.«
Styrelsen er endnu ikke vendt tilbage med mere præcise oplysninger.