Tiltrængt ansigtsløft til museet, der har åbent hele døgnet
Auning Bymuseum relanceres med nyt design, så museet blandt andet er blevet lettere at tage med på farten.
Auning Bymuseum er ikke et fysisk museum, men et bymuseum der kun ligger på nettet og dermed tilgængeligt på alle tider af døgnet.
Målet med Auning Bymuseum er således at samle alt, hvad der har med Auning at gøre.
Ikke genstande, men billeder, artikler, bøger og videoer. Det er faktisk store mængder, som er samlet sammen over 12 år, hvor bymuseet har eksisteret.
Bymuseet er i år blevet moderniseret kraftigt og ligger nu i en ny version på www.auningbymuseum.dk.
Opdateringen betyder blandt andet, at bymuseet er blevet langt lettere at bruge på mobile enheder.
Ansigtsløftet skal markeres, og det sker på Auning Bibliotek onsdag 11. december kl. 19 på Auning Bibliotek, når det nye bymuseum lanceres. Her er alle velkomne.
Henning Millard, som startede bymuseet i 2012, fortæller:
»Er man interesseret i lokalhistorie eller bare vil vide noget, om det hus man bor i, den virksomhed man arbejder i, eller de butikker man handler i, så er bymuseet et godt sted at starte. Bymuseet indeholder flere sjove samlinger; for eksempel har vi samlet alle de virksomheder, som har eller har haft noget med byens autobranche at gøre. Du finder også en telefonliste over hvem, der har haft nummer 1 til 100. Hele historien om Auning som stationsby, samt portrætter af blandt andet Erik Nørgaard, Aksel Rasmussen, Mogens Bytoft og mange flere,« beretter Henning Millard.