Sørens gestus: »Mine julekort bringer glæde til mange«
Søren Hansen har sendt julekort siden 1968, hvert år med en unik, håndtegnet illustration af årets begivenheder.
Søren Hansen er et levende bevis på, at man kan finde glæde og mening i både små og store traditioner. Hans julekort er ikke bare en hilsen, men en kunstnerisk og personlig gestus, der bringer glæde til mange.
Søren Hansen, 82, har boet i sit hyggelige hjem i Hvilsager i 22 år.
En af hans mest elskede traditioner er at sende julekort, en vane han startede i 1968. Gennem årene har han lavet 56 julekort, hver med en unik tegning, der afspejler årets begivenheder.
»Jeg kunne ikke skrive som min gode ven Niels Mathiasen (tidligere kulturminister, red.), der sendte en artikel ud hvert år. Men jeg kunne tegne, så jeg begyndte at lave julekort,« fortæller Søren Hansen.
Hans tegninger har vundet stor popularitet, og mange, inklusive hans læge, har hængt dem op derhjemme, fortæller han stolt.
Forskel på tyreliv
Motiverne på kortene er ofte inspireret af hans egne oplevelser.
For eksempel tegnede han en molersgrav et år efter en tur til Mors- og sin nu afdøde hustru foran det Gyldne Tårn i Sevilla.
En anden gang tegnede han en tyr fra Nordkorea og en fra Sevilla for at illustrere forskellen.
»Der er forskel på tyreliv,« siger Søren Hansen med et skævt smil. »Den ene tyr, den fra Nordkorea, trækker en vogn, mens den anden, den spanske tyr, bliver stukket ihjel i en arena.«
Ingen troede jeg kunne blive til noget, men det blev jeg så alligevel
Startede med 300
Søren Hansen startede med at sende julekort til 300 personer, og traditionen har holdt ved, selvom mange af de tidligere venner fra Socialdemokratiet og Folketinget er faldet bort.
Hvert år hænger han sine julekort op i gæsteværelset. De er blevet en fast del af hans julepynt.
Tidligere statsminister Anker Jørgensen var ofte på besøg hos partikammeraten i Hvilsager. Han indtog gæsteværelset, hvor han elskede at sidde på sengekanten og nyde synet af rækkerne af julekort.
»Jeg har altid tegnet,« siger Søren Hansen og finder sin første tegning.
»Min første tegning var af en kalv ved navn Mona, da jeg var 12 år. Den er sgu’ da meget fin,« griner han.
»Jeg var ikke ret dygtig i skolen, fordi jeg var ordblind. Jeg var dog rigtig god til tegning, sløjd og skrivning.«
»Ingen troede jeg kunne blive til noget, men det blev jeg så alligevel,« siger Søren med en vis tilfredshed. »Skolen havde ikke en bønne næse for andre sider af et barns evner, men det fandt jeg så selv ud af.«
Hans tegnelærer opdagede imidlertid tidligt Søren Hansens talent og fik arrangeret, at han allerede som 13-årig kom til at tegne efter nøgenmodel. Resultatet, en akttegning (croquis) af en nøgen kvinde, kan stadig ses på hans toilet.
»Det er sgu da meget godt,« siger Søren Hansen med et grin.
Sølvsmeden
Søren Hansen blev uddannet sølvsmed fra Kunsthåndværkerskolen i København og modtog en bronzemedalje for sit arbejde.
Det undgår man heller ikke at se i hans smukke hjem, der emmer af kunst.
»Jeg er sikker på, at både øl og brændevin smager bedre af sølv end af glas,« forklarer han med et glimt i øjet.
Efter en lang karriere som partisekretær og kultursekretær i AOF, hvor han arbejdede tæt sammen med prominente politikere som Jens Otto Krag og Anker Jørgensen m.fl., genoptog Søren Hansen sit arbejde som sølvsmed.
»Jeg laver stadigvæk sølvting og udstiller fortsat,« siger han. »Jeg er et godt sted i mit liv - jeg elsker at leve.«
En skøn plet
At han, ærkekøbenhavneren, bor på en bakketop i Hvilsager er lidt af en tilfældighed.
»Min daværende hustru, som jeg var dybt forelsket i, men desværre gik bort alt for tidligt, var ude at se på huse. Jeg boede hos hende i Aarhus dengang, men vi ville gerne ud på Djursland.«
»Vi så på 300 huse og rørte ved 70 af dem, så en søndag, hvor vi havde set tre huse i Norddjurs, kom vi forbi Hvilsager og så ’til salg’-skiltet ved vejen. Min kone ville hjem til Aarhus, hun var kaffetørstig, men jeg nærmest tvang hende til at stoppe,« husker Søren Hansen.
De købte huset for 1,8 millioner kroner og solgte siden halvdelen af den tilhørende jord på 11 tdr. land. Det finansierede en tilbygning.
’Søren Sølvsmed’
Søren Hansen var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1979 til 2001.
Anker Jørgensen kaldte ham kærligt for ’Søren Sølvsmed’.
Anker Jørgensen sagde engang til ham: »Det går aldrig med dig og Hvilsager. Du er jo ærkekøbenhavner.« Men Søren Hansen har modbevist denne forudsigelse og fundet sig godt til rette i sit hjem på Djursland.
»Jeg elsker at leve,« siger han igen, mens vi sammen citerer fra William Heinesens ’De fortabte spillemænd,’ som han er ved at genlæse for gud ved hvilken gang: »Leve fagert på jorden, ingen træder dansen under mulde.«