Prominente aarhusianere holdt som gidsler på Hotel Royal

Det kom hurtigt på mode med telefonbomber under Besættelsen. Mod slutningen af krigen tog fænomenet for alvor fart, og opringningerne blev taget alvorligt. Der var en del, der ikke nåede at fortryde, at de havde ignoreret advarslen.

Kriminalrat Kurt Renner var netop blevet ny chef for Gestapo i Aarhus efter Eugen Schwitzgebel, der omkom i forbindelse med luftangrebet på hovedkvarteret på Aarhus Universitet den 31. oktober 1944.

Kurt Renner stod for sikkerheden under et fornemt besøg og tog ingen chancer, da politigeneral Günther Pancke og admiral Hans-Heinrich Wurmbach besøgte Aarhus og skulle overnatte på Hotel Royal.

For ikke at risikere bomber om natten sendte Kurt Renner sine folk bistået af danske håndlangere ud for at arrestere og hente prominente aarhusianere. De skulle fungere som gidsler for de høje officerer og garantere deres nattesøvn.

Det forløb ikke helt smertefrit.

Chefredaktør Louis Schmidt, Aarhuus Stiftstidende, ringede først på natten fra sit hjem på Strandvejen til byvagten, fordi ukendte mænd stod og bankede på hans dør og råbte, at han skulle lukke op.

Det havde redaktøren ingen lyst til, og derfor blev byvagten alarmeret. Der var imidlertid ingen ledige vogne, så man alarmerede en ambulance, der kørte til Strandvejen med byvagten.

De blev mødt af bevæbnede mænd, der sagde, at de var fra Gestapo. De krævede, at byvagten omgående forsvandt, hvilket skete, men to blev tilbage for at iagttage.

Det skabte ny ballade med Gestapo. Men redaktøren var arresteret og tilbragte resten af natten på en umagelig stol på Royal sammen med de øvrige gidsler.

Alle blev nægtet vådt og tørt, mens de fungerede som bombeskjold.

Borgmesterens frue kom med

Selv borgmester Stecher Christensen skulle have siddet på Royal, men han var ikke hjemme, da tyskerne dukkede op for at hente ham. I stedet kom hustruen Gerda Stecher Christensen til at sidde nattevagt på Royal.

Da hun blev hentet i lejligheden i P.P. Ørums Gade, blev hun bedt om at tage tøj på, og da hun klædte om, skubbede hun døren mellem soveværelset og stuen i. Den blev straks sparket op af en dansk håndlanger, der råbte:

»Vi er sgu ikke kommet her for at se på kroppe.« Og datteren Jonna, der tilbød at ledsage med moderen, blev uden videre afvist og skubbet til side.

På etagerne sad også: Byens viceborgmester, landsretssagfører I.C. Sørensen, stedfortræderen for Udenrigsministeriets kommitterede i industrisager, civilingeniør G.F. Willumsen, overtjener H. Sieger, den finske konsul, direktør P.J. Østergaard, den svenske konsul, tømmerhandler Niels Barnow og andre.

Stadsgartner Leif Sandberg, der boede i Strandparken, skulle også have været gidsel, og da tyskerne ankom, kunne de ikke komme ind i ejendommen. Postyret vækkede en beboer i stueetagen, men da denne gennem den store spejlglasrude så, at det var tyskerne, som stod udenfor, lukkede hun ikke op, så stadsgartneren slap.

Byen sendte en officiel protest mod gidseltagningen til København, men den var til ingen nytte. Det var endnu en gang demonstreret, at byens honoratiores fik lov at sidde på umagelige stole, men magten – den sad tyskerne på i december 1944.