Fortsæt til indhold

Norwegian bliver i Aarhus Airport: Færre afgange til Spanien

Lufthavnsdirektør glæder sig over at kunne fortsætte ruter til Spanien.

Samfund
sb

Aarhus Airport oplyser i en pressemeddelelse, at Norwegian også vil tilbyde Spanien-ruter fra lufthavnen i Tirstrup i 2025

Flyselskabet fortsætter med tre sydeuropæiske ruter, Alicante, Malaga og Palma de Mallorca, dog med færre afgange. Hvor østjyderne i sommer kunne flyve til henholdsvis Alicante og Palma de Mallorca to gange om ugen, vil det i 2025 blive til én ugentligt Norwegian-afgang til samtlige tre spanske destinationer.

Det ændrer dog ikke ved, at Aarhus Airports direktør, Lotta Sandsgaard, er glad for, at Norwegian fortsætter med at flyve fra lufthavnen.

»Spanien står øverst på listen over danskernes mest populære rejselande, og det afspejler sig i østjydernes rejsemønster. Alicante blev som ny destination taget rigtigt godt imod af de rejsende, og Norwegians afgange til Malaga og Palma de Mallorca var et stærkt supplement til vores allerede eksisterende ruter,« siger hun i en pressemeddelelse.

I 2025 starter to af ruterne lige før den travle rejsesæson omkring påske. Alicante, som i 2024 var en splinterny destination i Aarhus Airport, går i luften den 4. april, flyvningerne til Malaga starter den 5. april.

Norwegian-flyene sætter kurs mod Palma de Mallorca den 26. juni.