Pizzeria politianmeldt efter sur smiley: »Det her føles personligt«
For anden gang på kort tid har Fødevarestyrelsen givet Stilling Pizza & Grill en sur smiley.
En ulykke kommer sjældent alene.
Det ordsprog må vække genklang hos Stilling Dej Pizza & Grill.
Efter det andet kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen indenfor to måneder, har restauranten endnu engang fået en sur smiley.
Ved besøget kunne den tilsynsførende konstatere, at der denne gang var bragt orden i pizzeriaets hygiejne og håndteringen af fødevarer.
Alligevel slap restauranten altså ikke for en sur smiley.
Ifølge kontrolrapporten skyldes bedømmelsen mangelfuld rengøring, hvor snavs og madrester blev fundet på udstyr og overflader i køkkenet.
»Under frituren ses der massive gullige belægninger. I køleren med pomfritter ses der sorte belægninger i gummiliste, på hylden med pomfritter ses der produktrester som ikke er fra dagens produktion,« lyder det blandt andet i rapporten.
Det har resulteret i politianmeldelse af restauranten, der også medfører en gebyrbelagt opfølgende kontrol.
Samtidig har Stilling Dej Pizza & Grill modtaget en bøde, da restauranten ikke havde hængt den seneste kontrolrapport op, så det seneste smileymærke med smileysymbol var synligt.
Frustreret ejer
Restaurantejer Solaiman Rahmani er dybt uenig i afgørelsen.
»Det her føles personligt. Sidste gang fik jeg en glad smiley, men efter jeg lod ham vente udenfor restauranten, fordi jeg skulle køre ud med en bestilling, har jeg fået to sure smileyer i træk. Jeg har klaget, for jeg mener ikke, han har behandlet mig fair.«
Solaiman Rahmani peger på, at han har haft restauranten i tre år uden problemer og aldrig før har fået så dårlige bedømmelser.
Nu håber han, at en ny kontrollant vil vise, at kritikken ikke er berettiget.
»Hvis en ny kontrollant kommer og også giver mig en sur smiley, så må jeg acceptere det. Men hvis ikke, så er det bevis på, at det her er blevet personligt.«
Hos Fødevarestyrelsen afviser fødevarechef Lasse Guldbrandsen, at der er noget personligt i sagen.
»Vores tilsynsførende træffer beslutninger baseret på objektive fund. Vi instruerer dem i, at det er de konkrete forhold, de observerer under kontrollen, der afgør resultatet,« forklarer han.
Han understreger, at det er Fødevarestyrelsen, der bestemmer, hvem der udfører kontroller, og at virksomheder kun sjældent får deres ønske om en ny kontrollant opfyldt.
»Vi oplever ofte, at virksomheder ønsker en anden tilsynsførende, men det ændrer ikke på vores vurdering. Om nødvendigt kan vi sende to kontrollanter ud, men det sker primært for at undgå eskalering af konflikter.«
Frygter for fremtiden
Fødevarestyrelsen bekræfter, at Stilling Dej Pizza & Grill tidligere har indgivet en klage.
Restauranter har kun mulighed for at indgive klage, når bedømmelsen er i kategori 1 eller 2, hvilket vil sige i tilfælde, hvor der ingen anmærkninger er eller hvor der er tale om indskærpelser.
Ved kategori 4 - sur smiley - er der ikke mulighed for at klage. I så fald er den eneste mulighed at gå rettens vej.
»Det har den pågældende restauratør ikke gjort, så vidt vi er orienteret.«
For Solaiman Rahmani handler sagen om mere end blot en sur smiley.
Han frygter, at rygtet om de dårlige bedømmelser kan skade forretningen.
»Folk i en lille by som Stilling lytter til sådan noget. De tror, jeg driver en beskidt restaurant, og det kan betyde, at jeg mister kunder og måske må lukke. Jeg kæmper for min forretning.«
Næste kontrolbesøg sker om 14 dage, og Rahmani ser frem til en afgørelse – forhåbentlig fra en ny kontrollant.
For pizzeriaet er der ikke kun tale om en smiley – men også om overlevelse.