Indbyder til leg på tværs af alle aldre - helt ny aktivitetsbane i bypark indviet
En helt ny aktivitetsbane til alle byens børn er indviet og klar til leg.
Åskolens børnehaveklasseelever holdt tungen lige i munden, da de som de allerførste klatrede gennem deres nye aktivitetsbane støttet af klassevennerne fra femte.
Den nye aktivitetsbane ved Hørning-stien er til gavn for alle hørningensere, og den er doneret af Sydbank Fonden og Kompan More Play puljen.
»Åskolens elevråd søgte penge til banen gennem Sydbank Fonden, og vi håber at den bliver flittigt brugt, for den er bygget på børnenes egne præmisser og ikke ud fra voksnes ide om, hvad der kunne være godt for børnene,« lyder det fra Dan Callesen i en pressemeddelelse.
Tirsdag 26. november overrakt Dan Callesen på vegne af Sydbank Fonden en fodbold og en check på 75.000 kroner til projektets indvielse på Åskolen. Legeplads-leverandøren Kompan har bygget banen og doneret de sidste 25.000 kroner.
»Og alle borgere i Hørning kan prøve kræften med banen på deres gåtur langs Hørning-stien,« siger Dan Callesen.
Ditte-Marie Thejsen, der er skoleleder på Åskolen - Friskolen i Hørning er begejstret for den nye aktivitetsbane.
»Vi har nogle dejlige ude-arealer omkring Åskolen, men vi er en forholdsvis ny skole og mangler endnu nogle lege-zoner. Aktivitetsbanen indbyder til leg på tværs af alle aldre. Du kan klatre gennem den, uanset om du er 5 eller 14 år,« siger Ditte-Marie Thejsen og håber, at mange børn i Hørning vil bruge Åskolens legeplads i deres fritid.