Nødder tilbagekaldes: Kan være farlige glasstykker i poser
Indtagelse af cashewnødder i tilbagekaldt produkt kan potentielt føre til skader i mund og svælg, lyder det.
Salling Group tilbagekalder fredag 29. december poser med cashew-nødder, da der er risiko for glasstykker i produktet.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Glasstykkerne kan være farlige, da de kan føre til skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen, lyder det.
Poserne er solgt i Netto-butikker i hele landet.
Hvis man har købt en pose med de pågældende cashewnødder, råder Fødevarestyrelsen forbrugere til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det.
Hvis du har spørgsmål til symptomer, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.
Her kan du se, præcist hvilket produkt der er tale om:
Produktnavn: Sereno cashews ristede og saltede
Holdbarhedsdato: 12-08-2025
Nettoindhold: 150 gram
EAN-kode: 5712876089823