Fortsæt til indhold

My Home lukker - måske - ikke alligevel

Nogle af kædens butikker vil blive drevet videre som lagersalg-butikker.

Samfund
ceb

Møbelkæden My Home, der har hovedkontor i Fårup nord for Randers, lukker ikke alligevel.

Det skriver branchemediet Wood Supply.

Ifølge mediet vil mellem syv og ni butikker fortsætter under et nyt koncept.

»Vi går tilbage til de gamle dyder, som betyder, at vi sælger møbler via lagersalg. Det var den måde, vi startede i tidernes morgen. Vi kører omkostningsniveauet helt i bund og forsøger at bygge kæden op igen,« siger Jan Hallas, der stiftede kæden i 2006, og som bor i Randers, til Wood Supply.

I september meldte kæden ellers ud, at alle 23 butikker - inklusive den i Randers - ville lukke senest 1. marts. Der er dog nogle af lejemålene, hvor kæden har skrevet under på en kontrakt, der gør, at de hæfter for huslejen i en given periode.

»Vi har penge i nogle lejemål, som vi ikke kan komme ud af. Vi har derfor valgt at drive disse butikker videre, nu når vi alligevel skal hænge på lejemålene. Det skyldes også, at det er nogle super gode lejemål, og at vi har nogle dygtige medarbejdere, som gerne vil fortsætte,« siger Jan Hallas, der både er bestyrelsesformand og ejer af kæden, til Wood Supply.

Det vides endnu ikke, om butikken i Randers bliver en af dem, der fortsætter.