Steffen kan tale foran 1.000 mennesker – men i biffen kan han kun sidde på én plads

Steffen Rasmussen kan ikke være i sig selv, hvis folk omkring ham har det skidt.

Sådan har det været, siden han var lille. Det var synd for de mænd, der drak øl i busskure. Det var synd for den dreng, han engang vandt en slåskamp over, efter at drengen havde overfaldet ham i skolegården. Det var synd, da den dreng, der mobbede Steffen hver dag, endte med at løbe grædende væk, fordi Steffens søster gav ham en opsang.

Stor empati kendetegner Steffen Rasmussen, der efter en årrække som leder af Fundamentet i Aarhus nu har startet projektskolen Paradigmeskiftet. Skolen er målrettet sårbare unge og tilbyder halvårlige undervisnings- og støtteforløb med mentorer.

Paradigmeskiftet modtager ikke én kommunal støttekrone.

»Jeg har valgt ikke at indgå i et økonomisk samarbejde med kommunerne, for i det sekund du gør det, skal du arbejde inden for nogle lovbestemte rammer og regler, som ofte kan modarbejde det, både vi og kommunen egentligt ønsker at opnå. Ulempen ved at fravælge den slags samarbejde er, at de unge i mange tilfælde ikke kan få en ydelse for at gå her. Det er derfor lidt mere komplekst at starte et forløb op, til gengæld behøver jeg ikke give køb på noget, jeg tror på virker,« siger Steffen Rasmussen.

Målet med Paradigmeskiftet er at lære de unge, i alderen 17-31 år, om socialt iværksætteri, projektmageri og samarbejde. Det skal hjælpe dem med struktur og motivation. De skal lære sig selv at kende og finde interesseområder, så de, fysisk og mentalt, kan blive i stand til at se mod uddannelse, praktikplads eller et job.

»Jeg drømmer om, at vi kan hjælpe de unge, der har det svært, ved at få vendt deres indre narrativ. De skal se på deres udfordringer som en styrke i stedet for kun som udfordringer. De har livserfaring, og de skal få lyst til at skabe forandringer,« siger Steffen Rasmussen.

Her fortæller Steffen Rasmussen om Paradigmeskiftet:

»På røven«

Når man kommer indenfor i Paradigmeskiftet ved Nørreport, er det svært ikke at bemærke de varme farver og den hyggelige indretning. Stedet emmer af tryghed.

»De unge, vi arbejder med, vil nok ofte have manglende tillid til systemerne eller være udfordrede af manglende selvtillid eller angst, og mit håb er, at deres skuldre automatisk sænker sig, når de træder ind. De skal føle sig trygge og omfavnede af rummet,« siger Steffen Rasmussen.

I en alder af 39 år har Steffen Rasmussen med egne ord endelig fået sig en tilnærmelsesvis normal løn. Han har on/off været selvstændig projektmager i 20 år og har »altid været på røven«.

Karrieren som selvstændig startede, da han som 19-årig begyndte at arrangere koncerter i Aarhus. Han har, fortæller han, takket nej til, at Volbeat kunne komme og spille på Skjoldhøjkollegiet. Siden startede han et pladeselskab, Strange Ears. Han vidste ikke, hvordan man gjorde, så han ringede til et etableret pladeselskab og spurgte sig frem.

»Tricket til at være dygtig er hele tiden at spørge andre, der er dygtigere,« siger Steffen Rasmussen.

Den mørke side

Steffen Rasmussen er et sammensat menneske, »skåret lige over« af sin far og mor. Faren er udadvendt og har været sælger gennem mange år. Moren har haft depression og angst med sig i livet.

»Det har jeg også fået. Rent kemisk har jeg ofte en sort sky hængende over mit hoved. Medicin hjælper på tankemylder og tungsind, og hvis jeg tager den fast, så forsvinder skyen,« siger Steffen Rasmussen.

Den medicin, han refererer til, er en lille dosis antidepressiv, og medicinen hjælper ikke kun mod mørke skyer.

»Angsten tror jeg først, jeg blev bevidst om i midt-20’erne. At der var mange ting, der gjorde mig utilpas, især at stå i kø i supermarkedet. Jeg blev utilpas ved alle situationer, hvor der ikke var en klar agenda. Jeg har en kronisk indre fortælling om, at folk ikke kan lide mig, indtil jeg finder ud af det modsatte. Angst er en dårlig ven, der kan sidde på dine skuldre og siger sådan nogle ting til dig,« lyder det.

Og så er der den dundrende ADHD. Det tog ham 13 år at tage HF-enkeltfag, og det var en stor sejr, at han gjorde uddannelsen færdig. Forinden var han droppet ud af 10. klasse, droppet ud af en produktionsskole og droppet ud af gymnasiet. Han var sågar droppet ud af en højskole.

»Jeg kunne ikke finde ud af at gå i skole. I mange år levede jeg et enormt ensomt liv, hvis jeg skal være ærlig. Jeg havde ikke en klasse eller en fast gruppe. Jeg har bevæget mig rundt i alt muligt og kendt folk i alle mulige zoner. I perioder har jeg haft det megasvært, og det får jeg stadig,« siger han.

Det gode biografsæde

Hvordan kan man være et udpræget følsomt og til tider skrøbeligt menneske og samtidig være blandt andet iværksætter og foredragsholder? Steffen Rasmussen er bevidst om, at han er skruet sammen på en lidt usædvanlig måde.

»Jeg er introvert, men jeg agerer ekstrovert, fordi det er nødvendigt, for at jeg kan opnå de mål, jeg har. Jeg er drevet af noget. Jeg har altid haft handlekraft og kunne iværksætte. Jeg har kunnet være i verden, fordi jeg lærte at skabe nogle ting, og det er lige præcis det, jeg gerne vil være med til at lære de unge « siger han.

Steffen Rasmussens sammensathed, betyder, at han kan holde foredrag for 1.000 mennesker, men ikke være facilitator ved et arrangement (han har takket nej til 20.000 kroner for en time). Den betyder også, at han er nødt til at sidde på en specifik plads, når han er i biografen.

»Hvis jeg sidder i midten af en række, har jeg det dårligt hele vejen igennem filmen, fordi jeg tænker på, at hvis jeg skal ud at tisse, skal jeg forstyrre alle de andre mennesker. Hvis jeg sidder på det yderste sæde, ved jeg, at gulvlyset fra gangen forstyrrer mig hele tiden, men det næstyderste sæde fungerer, for så kan jeg ikke se lyset for armlænet,« siger han og fortsætter:

»Det er det samme i et tog. Hvis jeg sidder ved siden af tre andre i toget, stresser jeg over alle mulige ting hele vejen. Jeg køber altid en ekstra pladsbillet, og 9 af 10 gange sætter folk sig et andet sted, og jeg kan få lov at sidde for mig selv. Nogle gange køber jeg fire pladsbilletter, afhængigt af hvordan jeg har det. Jeg kan ikke slukke for, at jeg altid er obs på alle mine omgivelser, men nu, hvor jeg er blevet ældre, kan jeg tilrettelægge miljøet, så det passer til mig.«

Jakkesæt

Et enkelt sted kan Steffen Rasmussen slukke helt for omgivelserne, og det er et sted, han jævnligt befinder sig. I bokseringen i klubben Champs Camp Aarhus.

»Boksning er min store lidenskab. Det gør noget for mig mentalt. I en boksering er du tvunget til at slukke hovedet og overskride dine grænser, for hvis du ikke gør det, får du tæv. Når man er færdig, er man forløst på en eller anden måde,« siger han.

I dag er Steffen Rasmussen bestyrelsesmedlem i Lind Foundation, og han er generelt begyndt at møde lidt flere mennesker i jakkesæt. Jakkesæt og facade gør ham dog utilpas.

»En verden af sårbarhed er ægte. Den er rå og ærlig. Du lader ikke som om. Folk har det, som de har det, og det kan jeg godt lide. Det driver mig, og så får jeg lov at møde en masse andre gode mennesker på vejen,« siger han.