En mand med et stort og varmt hjerte og en smittende latter

Det kom som et chok for mange mennesker at erfare, at Finn Thybo Andersen gik bort i sit hjem i Pindstrup natten til søndag 1. december 2024.

Finn Thybo Andersen, som de lokale og mange andre bedst kender som Finn ’Rør’, efterlader sig et tomrum, men også en arv af varme, humor og ægte menneskelighed.

I mange år var han en central figur i byen, en ven for mange og en mand, der aldrig gik på kompromis med sin jordnære tilgang til livet.

Begge ben på jorden

Finn ’Rør’ var først og fremmest en mand, der satte pris på det enkle liv. Kælenavnet Finn ’Rør’ stammede fra hans far, som var rørlægger.

Mens Finn ’Rør’ selv var tømrer.

Hans arbejdsliv var præget af alsidighed; han arbejdede alt fra fabrik til byggeplads og som murerarbejdsmand, og i sine sidste arbejdsår virkede han på Marienhoffskolen i Ryomgård, hvor han blev elsket og respekteret af både børn og voksne.

Han havde en sjælden evne til at få børn til at føle sig trygge og værdifulde. Finn satte sig aldrig op på en piedestal og talte ikke ned til børnene, men omvendt talte han til dem på en måde, der gjorde dem til en aktiv del af samtalen. Uanset om det drejede sig om at bygge noget i værkstedet, at hjælpe til med praktiske opgaver, eller bare dele en god latter, så var Finn en figur, børnene kunne relatere sig til.

Han fik dem til at føle sig set og hørt på en måde, som mange voksne har svært ved.

Værksted med magi

Finn var kendt for sit værksted på skolen, hvor han tryllede de sjoveste ting frem sammen med børnene. Der blev bygget alt fra små træfigurer til mere ambitiøse projekter, og altid med Finn som en rolig og tålmodig vejleder. Han havde hænderne fulde af idéer og et væld af værktøjer, men vigtigst af alt, han havde masser af tid og opmærksomhed til de børn, der kom for at få en hjælpende hånd. Finn havde en særegen evne til at få børn til at bruge deres fantasi og skabe noget, de kunne være stolte af.

Hans arbejde med børnene gik ikke kun ud på at bygge ting. Han brugte værkstedet som et rum, hvor børnene kunne lære værdifulde livslektioner: Tålmodighed, samarbejde og glæden ved at skabe noget med egne hænder. De børn, der havde fornøjelsen af at tilbringe tid i Finns værksted, vil altid huske ham som den voksne, der aldrig havde travlt med at afslutte en aktivitet, men altid gav dem tid til at færdiggøre det, de havde startet.

Finn var aldrig hovski snovski. Han var en mand, der sagde tingene ligeud, uden omsvøb – men altid på en måde, der fik folk til at føle sig velkomne og godt tilpas. Man følte sig i godt selskab med Finn, for han havde den sjældne evne at være både direkte og imødekommende.

Hans humor, der ofte kunne være ramsaltet, satte altid gang i smilet og kunne få enhver til at slappe af. Det var humor, der var varm og hjertevarmende, ikke ondskabsfuld eller spydig.

Finn rummede også en anden side, som var præget af tænksomhed. Det mærkede man tydeligt, når man stødte på ham i forskellige sammenhænge. Tænksomheden blev mere udtalt i takt med, at han kom til skelsår og alder.

Boksning og sportens verden

Finns passion for sport, især fodbold og boksning, var en stor del af hans liv. Han var aktiv i de unge år.

Som bokser deltog han i 25 kampe og var med til at starte Midtdjurs Bokseklub sammen med sin ven Georg ’BokseGeorge’ Henriksen.

Finn var en teknisk dygtig bokser, men af og til rakte konditionen ikke til at gå tre hårde omgange.

Hans tid som fodbolddommer rummer flere anekdoter, som vidner om hans menneskelighed og varme. Når en dreng pludselig skulle tisse midt i en kamp, stoppede Finn spillet med et smil som den naturligste ting i verden og gav ham tid til at tisse af, uden at nogen følte sig til ulempe. Og hvis han opdagede, at et barn manglede penge til en is, kunne han ofte findes i klubbens cafeteria, hvor han gladeligt betalte for en is, så ingen skulle gå uden. Finns tilgang til sport og børn var præget af en forståelse, der rakte langt ud over regler og teknik – han værdsatte fællesskabet, og han var altid den første til at sikre, at alle var okay.

Som fodboldelsker var han en fast del af sydkurven på Pindstrup Stadion, og han var altid at finde til hjemmekampe. Finn satte stor pris på fællesskabet omkring sporten – ikke kun som tilskuer, men som en aktiv del af det.

Kærlighed og venskab

I sit privatliv var Finn kæreste med Ellen Jensen, og sammen delte de mange gode år. Deres møde, da Finn var dommer ved en kvindefodboldkamp, var starten på et liv, hvor de blev uadskillelige. De havde et nært og kærligt forhold, og Finn satte stor pris på sin familie. Sammen havde de glæden af børn fra tidligere forhold plus børnebørn og oldebørn, og Finn var en stolt bedstefar.

Slyngelstuen i kælderen i hjemmet i Pindstrup, som var Finns stolte hule, var ofte midtpunktet for mangen en god og festlig sammenkomst.

Ellen Jensen har motioneret på en cykel i mange år i CK Djurs, mens Finn havde status som sportsdirektør og først og fremmest var i ilden, når der skulle cykles langt i udvalgte weekender, også de forlængede.

Finn kørte ledsagervognen og stoppede på aftalte steder, hvis turen gik til Skagen. De cyklende kunne få provianteret og få fyldt noget på tanken, så der var basis for at æde endnu flere kilometer.

Parret var også engageret i Huset i Pindstrup. Hjemsted for mange fælles aktiviteter for byens ældre borgere.

Finn var en ven for mange, en mand der altid havde tid til at lytte, grine og hjælpe. Hans venskaber var ægte, og han satte pris på de mennesker, han havde omkring sig.

Finns varme og hans ligefremme natur gjorde, at folk følte sig trygge i hans selskab. Som en ven var han konstant til stede, og hans liv var et bevis på, at de enkle glæder – som at grine sammen, hjælpe hinanden og dele små øjeblikke – er det, der gør livet værd at leve.

Finn var i sandhed en mand, der måske ikke kendte Victor Borges ord om, at den korteste vej mellem mennesker er smilet, men han efterlevede det.

Begravelsen finder sted fra Pindstrup Kirke fredag 6. december klokken 11.

Æret være Finn Thybo Andersens minde.