Nina sender kvinder på arbejde og børn i skole i Nepal

I Nepal er der lige nu omkring 7.000 flere selvstændige kvinder og 15.000 flere børn i skole end for 17 år siden. Det kan Nina Schriver fra Aarhus blandt andet tage æren for.

I 2007 startede hun nemlig sammen med en bekendt fra Nepal, Sangeeta Shrestha, programmet Wawcas, der står for Women At Work Children At School. Hovedformålet er at hjælpe nepalesiske kvinder i dyb fattigdom i stand til at tjene deres egne penge, som de blandt andet skal bruge til at sikre, at deres børn får skolegang.

Nina Schriver og Sangeeta Shrestha mødte hinanden i Nepal i forbindelse med et mere klassisk udviklingsarbejde med et sundhedsprojekt for Danida i 90’erne. De fik lyst til at starte et projekt sammen som var anderledes end traditionelle velgørenhedsprojekter.

»Der blev lavet super gode og vigtige tiltag og aktiviteter. Men hver gang vi forlod et område og flyttede til det næste, så stod kvinderne tilbage med tomme øjne og spurgte, om vi ikke kendte en anden donor, der kunne komme og hjælpe dem. De kan jo ikke spise skolen eller sundhedscentret, der bliver opført. De har stadig ikke noget at leve af.«

Derfra voksede idéen.

»Tænk, hvis vi kunne få dem til at drive deres egen lille forretning og skabe en indtægt. Så de ikke var afhængige af andre,« fortæller Nina Schriver.

Drømme lige under huden

I 2007 besluttede de sig for at prøve deres tanker af. På et børnehjem lidt uden for Katmandu inviterede de til et informationsmøde. Det var en forstad, hvor mange sov på gaden eller i små skure og ikke talte med nogen, fordi de var så flove. Hvis de havde arbejde var det som daglejer med hårdt arbejde og dårligt betalt.

Til Nina og Sangeetas store overraskelse strømmede omkring 80 kvinder ind af døren. Med sky blikke og gaffatapede tasker.

Udenfor stod mændene og kiggede ind ad huller i porten. De var ikke vant til at blive holdt udenfor.

De fleste kvinder fangede idéen om at kunne starte deres egen forretning. Selvom det ind til da havde været utænkeligt for dem

»Man kunne se, de drømte med. Selvom de var uudannede og analfabeter. Men deres drømme... De var lige dér nede under huden. Det var virkelig noget af det, der påvirkede mig så meget. De var aldrig blevet givet en chance i tilværelsen.«

Efter det møde var der ingen vej tilbage for Nina og Sangeeta, der hverken havde penge eller et færdigt program.

»Vi var bare klar over, at det her skulle bare i gang,« siger Nina Schriver.

De to arbejdede gratis, og Nina Schriver lukkede sin virksomhed og tog til Nepal tre gange om året og var med til at træne kvinderne.

Business og sociale færdigheder

Wawcas’ program for kvinder og børn består af tre hovedspor: Et 16 måneders Entrepreneurship and Social Development Program, 10 måneders børnegrupper mens moderen er i træning og Wawcas lokalngo’er for kvinder efterfølgende.

Programmet for kvinder består af grupper á 25, der mødes to gange i måneden med en Wawcas-træner..

De lærer om betydningen af demokratisk grundlag, relationer, forståelse for kvinder og børns rettigheder, god kost og ernæring, sundhed, antivold, antimisbrug og mere.

Derudover bliver kvinderne styrket i at kunne starte og drive en forretning og spare penge op.

»Det gør vi ud fra troen på, at de to ben er afhængige af hinanden. Det kan ikke nytte noget, at du bliver god til at tjene penge, hvis ikke du har en ordentlig base i dit liv,« siger Nina Schriver og uddyber:

»Hvis du bliver tævet, og din mand drikker alle pengene op, og børnene ikke kommer i skole, og du stadig bare spiser junk food, så giver de penge dig ikke et ordentligt liv. På den anden side, hvis manden holder op med at drikke, og du får en bedre forståelse for dig selv og dine egne ressourcer, men du stadig ikke tjener penge, så er du stadig fastholdt i en dårlig livsform, hvor du er afhængig af andre.

Motiverer at give videre

Det er kvinderne i lokalsamfundene selv sammen med Wawcas, der vurderer hvilke kvinder, der bliver indstillet til programmet.

I fjerde måned af programmet skal kvinderne starte en forretning op. De får et lille lån, kaldet ”seed money”, som skal tilbagebetales over et år.

»Vi kalder det seed money, fordi det er som at få et frø til at vokse. Vi kalder det ikke et lån, fordi der er mange mikrofinans-programmer, der giver mikrolån til høje renter, hvor kvinderne risikerer at blive fanget i fattigdom og afhængighed, fordi de pludselig skylder mange penge.«

Tilbagebetalingsprocenten er på 98 procent, så selv almindelige banker spørger Wawcas, hvordan de lykkes med det.

»Det er selvfølgelig fordi vi motiverer kvinderne helt vildt og er meget tæt med dem. Hvis en kvinde en dag ikke kommer med sin månedlige betaling, så kører vi ud til dem og laver en plan for, hvordan hun så kan komme videre. Det kan være, hun er syg, hønsene, der lægger de æg, hun sælger, er døde eller andet,« fortæller Nina Schriver.

Der er en læring i, at de ikke bare får penge. Nej, de skal arbejde for det og betale tilbage. Det motiverer dem især at vide, de penge, de betaler tilbage, går til en ny kvinde. Derfor lærer kvinderne også at spare op i fællesskab og låne penge ud til hinanden, når de forskellige har brug for små lån til deres forretninger.

Efter det 16 måneders program, hjælper trænerene kvindegrupperne med at organisere sig i Wawcas’ lngo’er (local non-governmental organization). Det er kvinderne, der leder og driver lngo’erne, der fungerer som en forening, hvor op til mere end 2000 kvinder samles på tværs af kvindegrupperne

Ingen vil røre dem

De fleste kvinder har små landbrug eller købmandsbutikker, men der er også eksempelvis frisører og små restauranter. Det selvstændige liv skåner dem fra de fysisk hårde og underbetalte jobs, der ellers er at tage.

Mange af kvinderne tilhører en lav kaste og kaldes ”untouchables”. Selvom kaste-systemet i dag er forbudt, så er mange af de fattige reelt stadig en del af den sociale klasses nederste hierarki. Først når de begynder at drive forretning, bliver de langsomt mere respekteret af resten af samfundet.

»De kvinder, vi arbejder med, siger, at de ikke ikke er vant til at blive regnet for mere end en hund og føler ikke, de er noget værd. Når de arbejder og får succes, føler de, de har værdi. De er stolte, for nu kommer de naboer, der aldrig før har ville tale med dem og handler i deres butik,« fortæller Nina Schriver.

Faktisk er en af kvinderne fra programmet blevet borgmester.

Børnene bliver i skole

Et af kriterierne for at blive en del af Wawcas’ program er, at kvinden skal sende sine børn i skole fra dag ét. Børnene skal væk fra markarbejdet, og de nærmest slave-lignende tilstande, som mange af de fattige arbejder under.

En undersøgelse af kvinder, der sluttede i programmet for 10 år siden, viser, at næsten 100 procent af de børn, der bliver sent i skole, når deres mødre starter Wawcas’ program, færdiggør deres skolegang. Heraf får omkring 30 procent får en videregående uddannelse. Generelt i Nepal er det kun omkring 20 procent, der færdiggør skolen.

»Det betyder jo, at de kvinder, der startede ved os, har båret det med sig og sikret sig, der kommer penge til deres børn, og de rent faktisk er blevet uddannede og står et helt andet sted, end deres mor gjorde. Det var dét, vi drømte om. At række ud til næste generation, som er fremtiden,« siger Nina Schriver.

Hele familien lærer

Derudover har Wawcas for tre år siden også oprettet børnegrupper for 8-15 årige børn, hvis mødre er med i det 16-måneders program.

I ti måneder mødes de to gange om ugen. De samles både for at lege og få et fællesskab, men også til at blive undervist i fundamentale menneskelige rettigheder og børns rettigheder.

»Vi snakker meget med dem om, hvad de oplever i skolen og i landsbyen og derhjemme. Så hjælper vi dem med at styrke dem i, hvad de må sige fra over for,« siger Nina Schriver.

»Vi snakker også omkring mad og det at bevæge sig. Eller om venskaber. Nogle af tingene kører parallelt, sådan at når kvinderne får undervisning om mad og kost, så lærer børnene også om det. Også emner som alkoholmisbrug. Så kommer både moderen og børnene hjem med den samme nye viden, og derfor kan de forhåbentligt nemmere adressere det derhjemme.«

Svigermor skal overtales

Også mændene er begyndt at komme i mandegrupper og lære om deres egne og kvinder og børns rettigheder.

»Man kan jo blive overrasket over, hvor lidt de egentlig egentlig tænker over den ulighed de bidrager til i familien. Det er ikke fordi, de er dumme... De har bare aldrig lært det. De udlever bare den kultur, der er, og de er vokset op i. Så det er lidt overraskende for dem, at det ikke er i orden, at man behandler en kvinde, sådan som de nu behandler hende,« siger Nina Schriver.

Men som så mange steder i samfundet er kvinde også kvinde værst. Især svigermor...

»Hvis ikke svigermor er med ombord, så kan hun være en stor hindring for svigerdatteren i at udvikle sig. Fordi svigermoren skal jo pludselig se en svigerdatter, der lever et andet kvindeliv, end hun selv gjorde. Det kan også skabe misundelse.«

Men de unge kvinder skal også huske at respektere svigermødrene, der fortæller, at de forretningsdrivende kvinder lader svigermor om alt børnepasningen.

»Så må vi fortælle dem, at de ikke har fripas, bare fordi, de har en forretning. De skal også respektere, at deres svigermor er en kvinde, som også ønsker et friere liv.«

En ”billig” investering

Hver kvinde tilknyttet programmet ”koster” kun 2700 kroner. Det er nemlig stort set kun omkostninger til deres undervisere/trænere, da startpengene til virksomhederne jo bliver betalt tilbage.

»Indgangen er én kvinde og med hende er en familie på seks til otte personer i den nære familie, som får mad og et bedre sted at bo. Børnene kommer i skole. De børn får en uddannelse, som gør, at de enten kan starte en lille forretning selv eller få et job. og så er det allerede anderledes for deres børn,« forklarer Nina Schriver.

Tidligere har næsten alt funding været Aarhus-finansieret. Men efterhånden er kendskabet til organisationen ved at have bredt sig ud af landsdelen.

Pengene rækker langt og ryger ikke ned i et administrativt hul. Wawcas plan er at hjælpe 1000 kvinder og deres familier næste år.

Wawcas har nemlig heller ingen prangende store kontorer. Intet i Danmark, og til de 24 ansatte i Nepal, er blot et helt almindeligt kontor. Når kvindegrupperne og børnegrupperne mødes, er det op til kvinderne selv at finde et sted. Ofte starter det bare under et træ i landsbyen, indtil kvinderne selv kan købe materialer til et overdække eller finder et lokale.

»Det er faktisk også for ikke at skabe en masse forventninger til, at vi kommer og giver en masse. For det er rigeligt, at jeg kommer og ser lys ud i huden. Står der et stort fint hus og kommer vi kørende i en stor, fin bil, så står de med donationshånden fremme. Og det er det, vi skal have dem helt ud af. Det kommer du ikke fri i livet på.«

En bog på vej

Nu nøjes Nina med at være i Nepal to gange om året i stedet for tre. Der er god hjælp at hente fra de frivillige i Danmark, og de 24 trænere i Nepal klarer det meste af det praktiske og daglige arbejde i landet.

»Jeg er jo ikke helt ung mere. Og det er Sangeeta heller ikke. Så vi er også ved at køre næste generation i stilling til at være ledere, Både i Danmark og i Nepal.

Men det er ikke fordi, Nina Schriver så ligger på den lade side. Der er blandt andet en bog om Wawcas på vej til næste år på Skanderborg-forlaget Booklab.

»Lige nu sidder vi med det første kapitel, der er det historiske kapitel. Som nok også er det sværeste, for det skal fortælle, hvordan pokker det er lykkes to kvinder at udvikle det her fra at være kun os selv til en hel organisation, og fra 0 til 7000 kvinder på 17 år,« siger Nina Schriver.