Find din indre julemand frem: Coca-Colas julelastbil samler ind til Røde Kors
Røde Kors og Coca-Cola forener igen i år kræfterne i en fælles mission og samler ind til julehjælp. I år stopper den kun to steder i Østjylland. Det ene af dem er i Ebeltoft
Julen er hjerternes fest. Men det er ikke alle, der oplever juleglæden. For mennesker i sårbare situationer kan julen være en svær tid, hvor økonomiske og sociale afsavn mærkes endnu stærkere.
Der er derfor en opfordring om at dele juleglæden, når Coca-Colas julelastbil besøger Ebeltoft 15. december mellem klokken 11 og 15, hvor den stopper ved Kvickly på Østeralle. Det fortæller Coca-Cola i en pressemeddelelse.
Missionen er traditionen tro at få danskerne til at finde deres “indre” julemand frem og samle ind til Julehjælpen samtidig med, at der sættes fokus på ensomhed i julen.
Ved julelastbilens stop kan man støtte Røde Kors’ Julehjælp ved at købe ornamenter til juletræet som for eksempel en Coca-Cola-julelastbil eller få en gratis Coca-Cola Zero Sugar dåse med sit navn på.
Hver dåse har en hjerteformet QR-kode, der fører direkte til en donationsside, hvor man kan bidrage til Julehjælpen.
Hjalp 21.000 familier
Ifølge WHO føler 600.000 danskere sig ensomme, og langvarig ensomhed kan have store personlige og samfundsmæssige konsekvenser.
Dog viser en ny Verian-undersøgelse fra Røde Kors og Coca-Cola at der er der lys i mørket.
Tal viser, at halvdelen af danskerne vil åbne deres hjem for andre til jul.
Sidste år uddelte Røde Kors Julehjælp til i alt 21.000 familier i Danmark blandt andet takket være helt almindelige danskere. Julehjælpen eller en juleaften i et fællesskab kan ikke alene redde et menneske fra ensomhed, men det kan være et skridt i den rigtige retning.
»Røde Kors Julehjælpen tillader Røde Kors at give en økonomisk håndsrækning til sårbare børnefamilier og en invitation ind i Røde Kors-fællesskabet efter jul,« siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
Store, unge hjerter
Verian-analysen viser, at 16 procent af danskerne føler sig ensomme i julen. Det er særligt de unge mellem 18-35 år, der mærker ensomheden mest, i alt 13 procent mod henholdsvis 7 procent og 5 procent i aldersgrupperne 35-59 og 60+.
Men netop den gruppe er samtidig den, der er allermest villig til at hjælpe andre i højtiden.
Hele 21 procent svarer, at de godt kunne overveje at invitere en fremmed med hjem juleaften mod 18 procent og 11 procent i de to ældre aldersgrupper 35-59 og 60+.
Røde Kors har også initiativet Julevenner, hvor mennesker, der ønsker at holde jul med andre, bliver matchet.
»Det glæder os, at så mange danskere har en indre julemand i sig, og vi ser frem til at møde dem ved julelastbilens stop rundt om i landet,« udtaler Annette Spanggaard, direktør for public affairs, kommunikation og CSR hos Coca-Cola.
Coca-Colas julelastbil kommer i alt forbi 25 danske byer i år. Det andet sted i Østjylland er Randers, som lastbilen besøger 14. december.