Fortsæt til indhold

Har hjulpet udsatte børn i 11 år: Nu er det slut – alt for få bakker op

Faldende deltagerantal få arrangør til at "trække stikket" på godgørende formål.

Samfund
csj

Børn på julemærkehjem har gennem 11 år nydt godt af de penge, som Julemærkemarchen i Hinnerup har genereret.

Søndag 1. december løb årets udgave af marchen af stablen, arrangeret af Lions Dagmars Kilde. Det skulle vise sig at blive den sidste march nogensinde.

57 gågængere og løbere var tilmeldt. Man betaler for at være med, og der generes på den måde et overskud til julemærkehjemmene.

Men antallet af deltagere til Julemærkemarchen har været støt faldende, hvilket altså nu betyder, at Lions Dagmars Kilde ”trækker stikket” til marchen i Hinnerup.

»Desværre må vi se i øjnene, at tilslutningen har været dalende igennem de senere år,« fortæller Karin Skov fra Dagmars Kilde i en mail til redaktionen.

»Vi har været glade for at kunne sende overskuddet videre til Julemærkefonden hvert år og dermed bidrage til, at børn på Julemærkehjem får hjælp til et bedre liv,« fortsætter hun.

De første år var der mere end 100 deltagere. Men siden 2021 har deltagerantallet, og dermed overskuddet, været faldende.

»Det er vi selvfølgelig kede af, men som det ser ud nu, har vi besluttet at prioritere andre aktiviteter.«