Fortsæt til indhold

Tirsdalens Skole er Randers-mestre i matematik

Skolen deltog i Randers-mesterskaberne i matematik for første gang og endte med at sikre sig trofæet.

Samfund
sra

»Jeg håber, at denne konkurrence kan inspirere jer til at udforske matematikkens komplekse og fascinerende univers. Verden har brug for unge som jer - jer, der evner at forstå komplekse idéer, tænker kreativt og tør kaste jer ud i det ukendte.«

Med disse ord indledte Steffen Vraa Ægidius, der er lærer og arrangør af Randers-mesterskaberne i matematik, sin tale, der markerede starten på årets mesterskaber, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Til mesterskaberne dystede de dygtigste elever fra 7. til 9. klasse i kommunen i en matematikkonkurrence, som både bød på udfordrende opgaver og en masse fællesskab.

Mesterskaberne fandt sted over to runder. Først skulle eleverne i hold fra deres egne skoler løse komplekse matematikopgaver. Ugen efter blev eleverne samlet til finaledagen, hvor fokus var at styrke fællesskabet mellem eleverne.

Her blev eleverne inddelt i nye hold på tværs af skolerne, hvor de dystede i en juleinspireret opgavekonkurrence, mens der blev hygget med julemusik og småkager. Formålet er ikke at vinde men at give eleverne muligheden for at møde andre, der ligesom dem selv er højtbegavede, og som måske kan blive til nye venskaber.

Dagens højdepunkt var udnævnelsen af året toptre. Her blev det afsløret, at sidste års vinder, Vestervangsskolen, indtog andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Munkholmskolen.

Tirsdalens Skole kunne med 54 ud af 60 point løfte trofæet som Randers-mestre i matematik.

Arrangementet er en årlig begivenhed, og alle folkeskoler i kommunen med en overbygning var inviteret til konkurrencen.