Rank som et egetræ i sundet - et århundrede med dybe rødder og stærke minder
At blive 100 år er de færreste forundt, men Jacob Knudsen har nået milepælen.
Jacob Knudsen tager venligt imod i døråbningen til sin andelsbolig på Bygmarken i Kolind. Han har nået at spise sin davre.
»Kom indenfor. Vi kan sidde her,« siger han og peger på bord og stole i køkkenets spisekrog.
Han har boet på Bygmarken siden 2008.
Jacob Knudsen holder godt fast i sin stok, men ved første øjekast er det ikke nemt at se, at han 24. november rundede de 100 år og fejrede det med festlighed for venner og familie, omtrent 40, hos Lübker Golf.
»Det var en dejlig dag, og snakken gik lystigt,« smiler han.
Helbred og hverdag
Selvom Jacob Knudsen har rundet de 100 år, er han stadig bemærkelsesværdigt rask og rørig.
Han fik for et par år siden en bypass-operation uden at kny, men har ellers været forskånet for alvorlige helbredsproblemer.
»Jeg har aldrig haft skavanker. Jeg er sluppet billigt og har aldrig været sygemeldt,« fortæller han med et stille smil.
Han får hjælp fra hjemmeplejen hver 14. dag til rengøring, men laver ellers selv sin mad, også den varme, og går sine daglige ture med sin stok som støtte.
»Jeg kører dog ikke bil mere,« fortæller Jacob Knudsen. »Min datter syntes, jeg skulle stoppe, og det har jeg accepteret.«
Han døjer med synet og hører kun med højre øre - »Det venstre er helt lukket« - men han er stadig i stand til at se fjernsyn og læse avisen.
»Jeg læser avisen og holder mig opdateret på denne måde,« siger han.
Barn- og ungdom
Jacob Knudsen blev født i Kolindsund i 1924. Hans far arbejdede som forkarl på Sivested Odde, en af de større sundgårde i ’Sundet’ og senere som bestyrer på Koustruplund i næsten 40 år.
Faderen døde som 75-årig, efter at have arbejdet lige til det sidste.
Hans mor var syg det meste af tiden og døde også som 75-årig.
Jacob Knudsen er den femte af syv søskende, hvoraf kun hans yngste bror nåede at blive 82 år; de øvrige søskende nåede ikke 75.
Han gik i skole i Sivested i syv år.
Skolen bestod af to klasser, og Jacob Knudsen husker tydeligt de gode timer, han tilbragte der.
»Det var en tid uden moderne bekvemmeligheder som fjernsyn og den slags, men vi fandt glæde i enkle fornøjelser som leg i naturen og fællesskab med familie og venner.«
Tidlige arbejdsår
Jacob Knudsen begyndte at arbejde som 13-årig, hvor han hver morgen malkede en ko hos en landmand med en lille statshusejendom, inden han gik i skole.
Efter skolen kom han ud at tjene på forskellige store herregårde som Frijsenborg, Bidstrup og Tjele-gårdene.
På Vingegård, en af Tjele-gårdene, var der så mange ansatte, at de kunne stille et helt fodboldhold, husker Jacob Knudsen.
Historier om, at datidens arbejdsgivere var friske til at lange en næve ud eller bruge livremmen overfor unge ansatte, der ikke ville makke ret eller begik en fejl, kan Jacob Knudsen ikke nikke genkendende til.
»Jeg var ved flinke folk alle steder,« siger Jacob Knudsen.
»Jeg lærte faget i praksis og fik en dyb forståelse for landbruget. Det var hårdt arbejde, men det gav mig en stærk arbejdsmoral og en følelse af stolthed over det, jeg lavede.«
Han husker tiden på Frijsenborg med glæde. Somme tider var han chauffør for greven.
»Jeg tror, han var ensom,« funderer han.
»Greven var god ved os og viste os respekt. Vi havde gode forhold, vi fik vores løn til tiden, og der var altid nok mad til os efter en lang arbejdsdag. En husjomfru var ansat til at lave maden, og det gjorde hun godt.«
Han smiler ved tanken om, at hans allerførste løn lød på 75 kroner. Ikke for en arbejdsdag, men for et halvt år.
»Købekraften var fin. Men dengang fik vi ikke uge- eller månedsløn, så når vi havde fået vores løn efter et helt eller halvt år, gjaldt det om at tænke sig om.«
Døden er jo ret naturlig. Den kommer, når den kommer.
Karriere og familieliv
Jacob Knudsens liv er som en velplejet mark, hvor hver fure og hver høst bærer vidnesbyrd om årtiers hårdt arbejde.
Han afløste sin far som bestyrer på Koustruplund og var der, indtil han gik på pension. I 1959 blev han gift med Sigrid, som var tre år yngre.
Sammen fik de en datter, der også bor i Kolind.
Sigrid døde i 2016.
»Landmandslivet har betydet alt,« siger veteranen.
»Op klokken 6 i stalden, morgenmad og så i marken. Vi kunne sove dengang, for vi var sgu trætte efter en lang arbejdsdag.«
»Jeg har kun haft tre dage, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle – ellers har jeg haft arbejde hele tiden, siden jeg var 13 år.«
Hvorfor der var tre dage, hvor han ikke vidste, hvad han skulle lave? Det skyldes, at han som 16-årig gav den jævnaldrende søn til ejeren af en sundgård en omgang tærsk, fordi de var kommet op at skændes Så var det ud, men der stod med det samme en ny landmand i Skiffard klar med et job.
Sigrid og han var bestyrerpar på Koustruplund. Jacob Knudsen passede stalden og markerne, hans trofaste kone hus og hjem.
»Vi var kun os to. Kun i høstens tid havde vi medhjælp på, men det lykkedes os at skabe en god bedrift. Jeg har aldrig haft røde tal på bundlinjen,« fastslår han stolt.
Livslang kærlighed
Jacob Knudsen er som et gammelt egetræ, dybt forankret i Kolindsunds jord, urokkelig og stærk trods tidens tand.
For ham er Kolindsund ikke bare et stykke land, men et sted fyldt med minder og historie.
Det er herfra hans verden går. Da han fortsat kunne køre bil, tog han ofte turen ud i sundet for at se, hvordan tingene tog sig ud.
Nu kommer han der ikke længere så ofte.
»Kolindsund betyder alt for mig,« indrømmer han.
- Du mener, at der fortsat kan drives landbrug i sundet?
»Ja, for dælen da.«
Han er stærkt imod planerne om at oversvømme området for at skabe en sø.
»De snakker om en vanddybde på tre meter, men der har aldrig har været en vanddybde på over halvanden meter vand i området. Sikke de diger, de skal lave,« bemærker han med en blanding af bekymring og undren.
For Jacob Knudsen er det vigtigt, at landbrugsjorden ikke går tabt.
»Man skal da ikke tage god landbrugsjord ud. Det er jo lige før, at vi forlanger, at mennesker fra andre lande skal levere mad til os alle sammen,« siger han med en klar stemme.
Han er også imod planerne om at plante mere skov på landbrugsjord.
»Det er helt forkert at tage god landbrugsjord ud af drift for at plante skov. Vi skal ikke forlange, at andre skal brødføde os,« siger han.
Jacob Knudsen er oprigtigt bekymret for, hvad der vil ske, hvis man åbner for sluserne i Kolindsund.
»Hvis de åbner for sluserne og oversvømmer området, kender ingen konsekvenserne. Jeg synes, det er en dårlig idé,« fastslår han.
Offentlige hverv
Jacob Knudsen har aldrig taget del i offentlige hverv.
»Der var jo mange andre, der gerne ville dengang,« siger han.
Han har heller aldrig partout stemt på Venstre, selvom han har været ved landbruget hele sit liv.
»Nej, det har jeg ikke. Jeg stemmer mere på en person, jeg har tillid til,« forklarer han.
Tanker ved milepælen
At nå 100 år er en bedrift, som få opnår. For Jacob Knudsen er det en blanding af taknemmelighed og erkendelse af livets skrøbelighed, der fylder ham efter at have rundet milepælen.
Hvordan bliver man 100 år?
»Det ved jeg sgu ikke,« siger han med et grin.
Han har altid spist, hvad han har kunnet lide og har ikke dyrket gymnastik, siden militærtiden.
Lidt fodbold blev det til i de unge år.
Det slidsomme landmandsliv har tydeligvis givet ham en fysik, som han kan trække veksler på i sin høje alder.
Jacob Knudsen erkender, at døden er en naturlig del af livet.
- Hvad er dine tanker om døden?
»Døden er jo ret naturlig. Den kommer, når den kommer. Slet ikke noget jeg er bange for. Jeg tænker ikke over det,« siger han roligt.
Selvom hans jævnaldrende er faldet som aks i vinden, står Jacob Knudsen stadig rank og taknemmelig for de minder og oplevelser, han har haft. Minder, der nu kun lever i hans hjerte.
»Jeg kan ikke længere sige til min kone eller andre fra min generation: ’Kan du huske dengang?’ - for de kan ikke svare. Det er lidt mærkeligt, men jeg klager ikke. Jeg har haft et dejligt liv.«