Drengs leg med patroner førte til fund af stort våbenlager under teater

En søndag i slutningen af november var der igen arrangeret julemarked på Hvidsten Kro. Flere tusinde mennesker dukkede op, og det var næppe tilfældigt. Gæsterne passerede på en lang række de mange boder med hjemmelavede fristelser.

Der er en aura over Hvidsten Kro, fordi der er den lange lige linje tilbage til besættelsen, da kroen var centrum for nedkastninger af de første våben i modstandskampen. Historien om Hvidstengruppen er fortalt i bøger, levende foredrag på kroen og senest en spillefilm i to dele.

Hvidsten var også årsagen til, at modstandsbevægelsen i Randers holdt igen med sabotage, fordi tyskerne tidligt nok kunne få interesse for byen.

Hvidstengruppen har sin egen plads i besættelseshistorien. Nedkastningsstedet Mustard Point syd for Gassum tog mod SOE-agenter og containere med våben og sprængstoffer i stort tal, der blev indsamlet og bragt ad en af de mange landeveje til Randers for siden at blive fordelt til hele landet.

Gestapo fik gevinst

Længe gik det godt, men da tre faldskærmsagenter fra SOE blev taget ved en Gestapo-razzia i Bruunsgade i Aarhus 13. december 1943, blev det skidt.

I Gestapos hovedkvarter på kollegierne ved Aarhus Universitet fortalte to af SOE-agenterne fra Bruunsgade, hvad de vidste, hvem de kendte, og hvad de hed, og det udviklede sig katastrofalt: pludselig kunne tyskerne trevle store dele af modstandsbevægelsen op, og adskillige blev arresteret, siden dømt og henrettet.

Otte medlemmer af Hvidstengruppen blev arresteret ved en razzia 11. og 17. marts, dømt ved en tysk krigsret 27. juni og henrettet to dage senere tidligt om morgenen. Den legendariske kroejer Marius Fiil mente ikke, at det var nødvendigt med kravetøj, da han skulle skydes, og på vej ud fra fængslet omfavnede han sine fangevogtere som tegn på, at han tilgav dem.

De øvrige henrettede var sønnen Niels Fiil, svigersønnen Peder Bergenhammer Sørensen, mekaniker Johan Kjær Hansen, radioforhandler Niels Nielsen Kjær, karetmager Søren Peter Kristensen, møller Henning Andersen og dyrlæge Albert Carlo Iversen.

Datteren Kirstine Fiil fik livsvarigt tugthus, det samme som landmand Jens Stenz og chauffør Barner Hyldgaard Andersen.

Købmand Knud Peter Buchhorn Christensen og lillebilvognmand Anders Venning Steensgaard fik hver fire års tugthus, mens Gerda Søvang Fiil, datter af Marius og Gudrun Fiil, fik to års ungdomsfængsel.

Fiil-familiens ofre har bidraget til at give kroen den særlige status.

I Randers havde våbenmodtagelsen stor betydning. Man fordelte våben, og der var udtænkt snedige forretningsgange.

Købmand Brøchner stod i spidsen, og han meddelte, at han nu havde overtaget et agentur i handsker og parfumer. Dermed var der en naturlig forklaring på hans mange rejser rundt i landet, hvor han fik etableret sit net af illegale kunder, der kunne ringe til købmanden og meddele, at de var udgået i kvalitet 23.

Så vidste Brøchner præcis, hvilke våben det handlede om, og kunne ekspedere bestillingen ad normale kanaler.

Langå-aktionen

Godsejer Flemming Juncker var en utålmodig leder af modstandsbevægelsen i Jylland. Han syntes, at der skulle ske noget, der kunne genere tyskerne, så han planlagde jernbanesabotager – herunder den vellykkede sprængning af jernbanebroerne over Gudenå ved Langå. Aktionen fandt sted 17. november 1943, og den var til stor gene for tyskerne, som nu måtte sende de mange tog med krigsmateriel til og fra Norge ad en omvej over det jyske jernbanenet.

Seks mand cyklede hver for sig fra Randers til Langå om aftenen og mødtes ved broerne. Der var i forvejen i en bil kørt to store kufferter med sprængstoffer til området, hvor det blev gravet ned.

Det var hundekoldt den aften, og sabotørerne måtte arbejde i en strid nedbør, der både bestod af regn og sne. Det tog fem-seks timer at få bomberne anbragt.

Da de var færdige, cyklede sabotørerne hjem igen, og de lå alle varmt i sengen, da bomberne eksploderede.

Oluf Akselbo Kroer og Sven Johannesen blev arresteret de følgende dage. Nogle dage senere var det Brøchners tur til at søge mod Sveriges land. Kai Hoff, der arbejdede på Statsskolen, blev i byen for at reorganisere modstanden mod tyskerne, men han blev selv taget under en razzia i Randers og bragt til kasernen i Thorsgade. To tyskere bevogtede ham på et kontor. Han forsøgte at flygte og blev skudt. Flugtforsøget var desperat, men han ville ikke risikere at forråde kammerater ved at bryde sammen under tysk tortur.

Den senere kendte modstandsmand og overlæge Jørgen Røjel var også i tyskernes søgelys, men han undslap.

Så heldige var de to unge modstandsfolk i form af journalist Viggo Torstensson og violinist Ole Hovedskou ikke. Begge blev dødsdømt i den tyske krigsret og måtte vente måneder på eksekveringen, inden sagen pludselig blev taget op igen og dommen ændret til tugthus. Den ene fik livsvarigt. Den anden 15 år.

Dobbeltagent afsløret

Det viste sig også, at det blev en dødsensfarlig aktion for sabotørerne, fordi stikkerne blev aktiveret. I løbet af meget kort tid var de fleste på nær én fanget.

Jørgen Røjel undslap tyskerne. Han arbejdede som læge i Randers og deltog i aktion mod Langå-broerne, og han opdagede mange år senere en sammenhæng, som han beskrev i bogen ’Dobbeltagenten’.

Fri os for kriminal- og agentromaner med helte og skurke i plastic.

Harvy Jensen var virkelig og en rigtig skurk, der var skyld i mange menneskers død. Han var samtidig heldig at slippe for dødsstraf ved retsopgøret, fordi han i tide nåede at skifte side.

Harvy Jensen var kommet på Gestapos lønningsliste 16. november 1943, og de følgende måneder udviste han såvel talent som stor nidkærhed for at afsløre modstandere af Adolf Hitler, som Harvey Jensen har aflagt eden til:

»Jeg sværger, jeg vil være tro og lydig over for det Stortyske Riges folk og fører, Adolf Hitler, og opfylde min tjenestepligt ærligt, samvittighedsfuldt og uegennyttigt. Jeg vil i dag og i al fremtid bevare ubetinget tavshed om alt, som under udøvelsen af mit tjenstlige virke kommer til min kundskab.

Jeg lover til enhver tid at optræde respektabelt og ulasteligt.

Harvey Jensen, medarbejder

ved provinsmyndigheden.

SS-Sturmbannführer og myndighedschef

Schwitzgebel.«

For Røjel er der ingen tvivl: »Manden var nazist.«

Dagen efter sin tiltræden blev han med dæknavnet Eriksen sendt til Randers, hvor han kom til at arbejde sammen med to Gestapo-folk.

Jørgen Røjels bog gør status over Eriksens resultater:

18 modstandsfolk endte foran henrettelsespelotonen på baggrund af Harvy Jensens afsløringer. Mange flere fik denne stikker opsporet og uskadeliggjort, før han mod slutningen af besættelsen ændrede strategi og nu tilbød modstandsbevægelsen sine tjenester.

Her skulle han have reddet omkring 30 modstandsfolk ved at advare om forestående arrestationer.

Kritik af dommen

Det var nok til, at han undgik en dødsstraf. Han fik 18 års fængsel og blev benådet allerede i 1950. Det forløb passede ikke den gamle modstandskæmpe, hvis kammerater blev henrettet på stribe, og han blev også selv efterstræbt af agent Eriksen, der sammen med Gestapo-folk ransagede hjemmet på Nattergalevej i håb om at kunne arrestere Røjel – men både han og konen var fløjet fra reden.

Hjemmet blev grundigt undersøgt, og selv i en krukke fedt i køkkenskabet konstaterede Gestapo, at der ikke var skjult våben. Men Eriksen og hans kumpaner skoddede deres cigaretter i et Kaj Bojesen træfad på spisebordet.

Harvy Jensens stjernestund i tysk tjeneste var aktionen i Bruunsgade, da Gestapo 13. december 1943 lidt efter starten på spærretiden klokken 20 bankede på hos søstrene Ulrich og fik fat i tre faldskærmsagenter, der opholdt sig midlertidigt i lejligheden.

De fortalte alt. Den ene snakkede, straks han kom i forhør i hovedkvarteret på universitetet, og den anden blev knækket efter ugers intensivt forhør. Dermed blev den illegale organisation rullet op, og sabotagen stilnede af for en tid.

Der var stor tilfredshed med Eriksens indsats, men selv Gestapo blev betænkelig, da man fandt ud af, at det nye stjerneskud havde et forhold til en tysk kvinde, der var halvjøde, og det faldt bestemt ikke i Schwitzgebels smag. Tilliden røg. Eriksen blev degraderet og fik nyt dæknavn: Kristian Petersen fra Aalborg. I august 1944 blev Harvy Jensen afskediget.

Og det var på en måde et held. Stikkerne var kommet op på mærkerne, og det blev endnu farligere at yde tyskerne hjælp.

Pas på stikkerne

Frihedsrådet havde i et nytårsbudskab i 1944 gjort klart, hvilken fare de udgjorde for modstandskampen:

»De nazistisk sindede mennesker, der i den seneste tid har fundet døden eller er blevet såret, er ikke blevet angrebet på grund af deres overbevisning, men alene fordi de mod betaling har påtaget sig at efterspore landsmænd, der er aktive i frihedskampen og udlevere dem til Gestapo.

Disse stikkere er ikke uskadeliggjort som straf, men fordi de har forårsaget talrige menneskers fængsling og fleres henrettelser og udelukkende for at forebygge, at de ved fortsat angiverivirksomhed skal bringe endnu flere i livsfare.«

Med sine bedrifter for tyskerne havde han ikke haft mange chancer for at overbevise modstandsbevægelsen om den gode vilje, og derfor byggede han et helt nyt forsvar op, som Røjel i sin bog betegner som ammestuehistorier. Han fortalte, at hans kone havde foreslået, at han skulle gå ind i det tyske sikkerhedspoliti for ad den vej at kunne skade Gestapo. Adskillige politifolk hørte disse historier, og Harvy Jensen ønskede også at komme i kontakt og samarbejde med modstandsbevægelsen.

Jørgen Røjel konstaterer tørt, at nok ville Harvy Jensen hjælpe, men hans ihærdighed førte alligevel til, at flere modstandsfolk i løbet af ganske få dage blev henrettet på Skæring Hede for deres medvirken ved sabotagen på Langå-broerne.

Røjel mener, at straffen til Harvy Jensen blev så mild, fordi en række politifolk undlod at forfølge spor og stille de afgørende spørgsmål.

Harvy Jensens indsats blev anerkendt af nedkastningschefen Jens Toldstrup, og det havde afgørende betydning i retten.

I de flere år af besættelsen skete der ikke det store i Randers, fordi byledelsen mente, at der skulle holdes lav profil, så tyskerne ikke blev opmærksomme på byen. Det vigtigste var, at man kunne fordele våben og sprængstoffer.

Der var egentlig etableret et forbud mod sabotage, men da selv tyskerne begyndte at undre sig over passiviteten i byen, blev der gennemført aktioner mod Langå Jernstøberi og en række virksomheder i selve Randers.

Siden fik byen også besøg af Petergruppen, som gennemførte flere schalburgtage-aktioner over en periode.

En af dem gik ud over Randers Teater i Østergade, der blev lagt i ruiner.

Det store våbenlager

Seks uger før befrielsen rettede tyskerne et lammende angreb mod modstandsbevægelsen i Randers.

Egentlig begyndte det banalt. En tysk soldat så i Kristrup en dreng lege med nye, skinnende patroner. Han bad om at se den. Efter nøje studier kunne han afgøre, at patronerne var engelske, og han spurgte drengen, hvor han havde fundet dem.

Det var på en sti i Kristrup Enge, og drengen viste findestedet.

Tæt ved lå en hytte, som tyskerne underkastede nærmere undersøgelse. Her pågreb de en hel modtagergruppe og en mængde våben. Gruppen blev taget med til forhør, og næste dag rykkede tyskerne ud til ruinerne af Randers Teater bevæbnet med entreprenørmateriel.

Under murbrokkerne fandt de et større våbenlager. Der måtte fem-seks lastbiler til for at fjerne det.

Nu var modstandsbevægelsen afvæbnet, og da tyskerne kapitulerede, havde heltene med de nye armbind fortsat kun få våben og meget lidt ammunition, selv om de havde taget imod det under hele besættelsen.