Fodboldkarrieren kørte på skinner, indtil Anders »pludselig blev dårlig« - så ændrede et testsvar alt

Helt fra barndomsårene lå det i kortene, at Anders Bangsgaard Rask skulle spille fodbold. Han var god til det, og i ungdomsårene spillede han med i AGF.

»Jeg var et stort talent, og der var forventninger om, at jeg skulle kunne gøre mig på Superligaholdet,« fortæller nu 44-årige Anders Bangsgaard Rask, da Uge-Bladet møder ham i Hørning, hvor han bor med sin kone og søn.

Men skæbnen ville andet end fodbold.

»Lige pludselig bliver jeg dårlig. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan ramme en fodbold længere. Det er egentlig først i forbindelse med, at jeg brækker foden på mit arbejde, jeg finder ud af, hvad det er. Jeg får kun en støvle på benet, og så skal jeg holde mig i ro i 14 dage. Da jeg så kommer af med krykkerne og begynder at gå, kan jeg ikke holde balancen. Det er først for alvor der, jeg stopper med at spille i AGF. Så giver det hele mening,« siger Anders Bangsgaard Rask med en snert af alvor.

Nogle undersøgelser efterfølgende fortæller, at Anders Bangsgaard Rask har fået kronisk sclerose. Vi er tilbage i begyndelsen af 2001, og nu knap 24 år senere har sygdommen blandt andet sat sig på stemmen og fysikken.

Anders Bangsgaard Rask sidder i kørestol og er ansat i en flexstilling som bibliotekar på Voerladegård Skole.

»Jeg uddannede mig til folkeskolelærer, og i mange år underviste jeg på Voerladegård Skole, men nu er min stemme for dårlig til at undervise. Det var omkring tiden med corona, jeg stoppede med at undervise,« fortæller Anders Bangsgaard Rask, der er meget glad for sin mulighed for stadig at være ansat på Voerladegård Skole.

»Der er jo en grund til, at det at være skolebibliotekar er et nebengeschæft til lærer. Man får en relation til eleverne, og det er meningsfuldt at hjælpe dem med at finde bøger, der bringer noget til deres læseudvikling. De har en tillid til, at jeg kan hjælpe dem, og når det så handler om at blive bedre til at læse, går de til deres lærer - og sådan skal det være,« funderer Anders Bangsgaard Rask.

Kritisk i børnehøjde

Og det er måske nok gennem sit virke som lærer og nu bibliotekar, han og ungdoms- og fodboldvennen Allan Borgvardt blev inspireret til at lave en børnebog om et samfund, der går i stå, fordi det glemmer at værdsætte nogle af dets borgere og deres betydning.

»Grundtanken med bogen er, at der er nogle folk og funktioner, som er nødt til at være i samfundet for, at det kan hænge sammen. Vi talte meget om den i mine forældres sommerhus, og så tegnede Allan løs på den, da han kom hjem,« fortæller Anders Bangsgaard Rask.

I bogen er der et etisk perspektiv.

»Det er et livsfilosofisk perspektiv - det er også noget, jeg arbejdede med mine elever med. Jeg har altid brugt meget tid på det. Ikke bevidst. Det er bare helt naturligt. Der er en pointe med, at der er brug for noget regulering, hvis vi skal være i samfundet sammen. Det kan børn godt forstå, hvis man serverer det på en ordentlig måde,« lyder det fra Anders Bangsgaard Rask, der godt kan lide tanken om, at man kan tale med børn om alt - hvis man bare skærer det nok ind til benet.

Og mens bogen nu er at finde på boghylderne, har de to fodboldvenner også en anden børnebog, som aldrig fandt sin vej til udgivelse. De prøvede tidligere kræfter med at lave en børnebog om AGF.

»Men den var der ingen, der gad udgive,« lyder det fra Anders Rask med et lille smil.

AGF under huden

Det er ikke tilfældigt, at de skrev en børnebog om AGF.

»Det er jo det, vi har imellem os. Vi lavede en fagbog om AGF for indskolingsbørn, hvor billederne understøtter læsningen,« lyder det fra Anders Bangsgaard Rask.

»Vi mødte hinanden i 1994, da vi begge var 14 år - det var på JBUs u15 hold, da Allan (Borgvardt) spillede for Esbjerg og jeg for AGF. Da AGF så hentede ham til Aarhus nogle år senere, flyttede han ind hos min familie i Viby, hvor vi begyndte i 1.g på Marselisborg Gymnasium sammen. Så skrev Allan kontrakt med førsteholdet og stoppede i gymnasiet. Han flyttede i en lejlighed for sig selv, hvor jeg er kommet rigtig meget,« fortæller Anders Bangsgaard Rask.

Da de to gik hver til sit rent fodboldmæssigt, holdt de venskabet ved lige. De betyder meget for hinanden, men med Allan Borgvardt i svenske Norrköping, hvor hans hustru oprindeligt er fra, er det ikke meget, de fysisk ser til hinanden.

»Så vi gør sådan noget her med at lave en bog sammen for at tale mere sammen,« siger Anders Bangsgaard Rask, der samtidig priser sig lykkelig for alle de digitale muligheder for at kommunikere.

Det var også en af måderne, de to begav sig ud i af lave en billedbog sammen.

Og så har de stadig AGF sammen. Klubben er kommet under huden på dem og betyder noget helt specielt.

Værdier med hjem

Anders Rask er altid kommet i klubben, og selvom kronisk sygdom helt uventet satte et punktum for drømmen om at leve af at spille fodbold, nyder han stadig at se AGFs Superligahold spille på stadion.

»De har gode adgangsforhold for handikappede i Aarhus. Der var en del år, hvor vi havde sæsonkort hele familien, fordi det så var en god anledning til at se hinanden,« siger Anders Rask.

Søndag 8. december venter den allersidste hjemmekamp på det gamle stadion.

»Jeg skal dæleme ud og se pokalkampen mod Brøndby. Jeg synes, de spiller godt. Det er helt rimeligt, at de spiller med. Spiller de op til deres bedste, er det på et højt niveau. Så er de eddermame gode,« lyder det entusiastisk fra Anders Bangsgaard Rask, der tænker tilbage på sine ungdomsår i hjerteklubben.

Det var helt tilfældigt, at han endte med at spille fodbold i AGF.

»Da vi flyttede til Viby, kunne jeg gå til Fredensvang uden at krydse store veje. Der var en livlig breddeforening dengang, hvor alle områdets børn spillede på Fredensvang. Jeg har aldrig været en del af en super talentfuld årgang. Det var ikke aktuelt, at jeg skulle andre steder hen. Det kunne jeg heller ikke finde på. Det handler om noget andet. Det var ikke en ambitionsting. Det er lidt som når jeg spørger min søn, som lige er begyndt i skole, hvad det vigtigste ved at gå i skole, er. Det er at få venner. Den sociale dagsorden fylder. Sådan var det også for mig dengang,« fortæller Anders Bangsgaard Rask, der ofte har talt med sin hustru om netop AGF, hvor de to også lærte hinanden at kende i 2008.

»Vi kunne ikke have det liv, vi har, hvis jeg ikke brugte så meget tid med foreningen. Det er jo en hel opdragelse for sig. Der er nogle principper, som jeg tænker, der er i alle foreninger. Måden at være sammen på, som gennemsyrer det hele. Det popper bare op en gang imellem.«

Og selvom Anders Bangsgaard Rask ikke fik det fodboldliv, han var stillet i udsigt, har han fået en masse vigtigt og betydeligt med sig. Både venner, hustruen og opdragelsen fra AGF hænger ved i det liv, som Anders Bangsgaard Rask lever med sin hustru og søn i Hørning nu.