Da snakken falder på Danmark, stråler Oleksii op - men så tikker en besked ind på telefonen

Kan man have to hjerter?

Spørger man 31-årige Oleksii Musiienko er hans hjerte ukrainsk, men på samme tid banker det for det land, han håber på at kunne kalde sit i fremtiden.

Danmark.

En varm sommerdag i juni 2023 pakkede Oleksii sin taske for at blive genforenet med sin kone og sine to børn i Ry.

Det seneste år har været udfordrende, men også opløftende og Oleksii kan se, hvordan han, konen og deres to børn efterhånden har skabt en tryg og lykkelig tilværelse i Danmark.

Mens hans hjemland Ukraine fortsat kæmper med krigens kaos, kæmper Oleksii nu sin egen kamp: integrationen i et nyt land.

Og han vinder terræn.

Oleksii er i dag ejendomsserviceteknikerelev på Mølleskolen i Ry og har på rekordtid lært at tale dansk.

Selvom hverdagen nu er tryg og fuld af muligheder, så er tankerne konstant hos familien og vennerne i Ukraine.

Derfor kæmper Oleksii ikke kun for at slå rødder i Danmark.

Han kæmper for at finde en balance mellem to verdener, der begge er hans hjem.

Forsyninger til fronten

Oleksii blev født i 1992 i Kremenchuk, en lille by i det centrale Ukraine.

Han har arbejdet med hænderne hele sit liv – på byggepladser, med alt fra flisearbejde til elektricitet og VVS.

Hans far lærte ham tidligt, at håndværksfærdigheder er universelle.

»Han sagde altid, at som håndværker er der altid arbejde, uanset hvor du er i verden. De færdigheder kan oversættes til alle sprog,« fortæller Oleksii over et vakkelvornt bord i et lille depotrum, hvor Mølleskolen opbevarer noget af deres musikudstyr.

Da krigen brød ud i februar 2022, flygtede Oleksiis kone og parrets to børn til Danmark, mens han selv blev tilbage som frivillig. Hans opgave var at transportere medicin og forsyninger til fronten, men en skade i rygsøjlen, som han pådrog sig under en byggeulykke flere år tidligere, forhindrede ham i at blive indkaldt til militærtjeneste.

»Min kone sagde til mig: ’Du kan ikke hjælpe os fra Ukraine. Kom til Danmark. Vi har brug for dig her,’« siger Oleksii med et skævt smil og indskyder

»-der er ikke meget arbejde i byggebranchen, når der er krig.«

Ca. ni måneder efter sin kone, ankom Oleksii til Danmark.

Her tilbragte han en uge i Sandholmlejren, inden han blev genforenet med sin familie i Ry.

Kort tid efter begyndte han på sprogskole og blev hurtigt koblet på IGU-programmet (Integrationsgrunduddannelsen).

Programmet er designet til at hjælpe flygtninge ud på arbejdsmarkedet i Danmark.

»Jeg tror, at IGU er en fantastisk mulighed for mennesker som mig, der er kommet her for første gang. Det har hjulpet mig med at lære dansk og forstå det danske system.«

Oleksiis engagement og vilje til at lære er ikke gået ubemærket hen. Både hans arbejdsgiver Leif Jeppesen og jobkonsulent Susanne Alsing har været hans største støtter.

»De er mere stolte af mig, end jeg selv er,« siger Oleksii med et smil.

Siden han startede på Mølleskolen i august 2023, har Oleksii kastet sig over opgaverne som ejendomsservicetekniker – det man i gamle dage kaldte pedel. Han taler altid dansk med sine kolleger, selvom det stadig kan være udfordrende.

»Jeg sagde til dem fra start: ’Tal til mig på dansk. Mine ører skal vænne sig til sproget’. Og de har været fantastiske til at hjælpe mig – de forklarer, hvad tingene hedder, og hvordan jeg skal gøre.«

Selvom tiden i Danmark har været præget af succesoplevelser, er det ikke uden modgang.

Mellem to verdener

Oleksii er en problemknuser.

Problemerne er det, han elsker mest ved håndværkerfaget. Hver opgave er en ny forhindring, der skal forceres.

Måske er det også derfor han er faldet så godt til i Danmark?

På rekordtid har han fået arbejde og lært dansk og fra 1. januar begynder han en tre og et halvt-årig uddannelse på Aarhus Tech.

Der er dog et problem, han ikke kan løse.

Splittelsen over at være tryg og glad for familiens nye tilværelse i Danmark, samtidig med at han konstant tænker på sine forældre og svigerforældre, hvis virkelighed er præget af krig og ødelæggelse.

»Jeg vil blive her og leve som dansker i Danmark, hvor vi er så glade, men på samme tid, når jeg ser krig og ild i nyhederne vil jeg også hjem og hjælpe, men det kan jeg ikke,« siger han, mens det store smil går over i et dystert blik.

Han viser mig et videoklip, der lige er tikket ind fra hans mor.

Skærmen viser billeder af en personbil, der står i flammer omgivet af murbrokker.

»Der er faldet en bombe lige ved siden af, hvor min mor bor,« forklarer han.

»Jeg tjekker nyheder hver morgen.«

Selvom livet i Danmark giver ham og hans familie stabilitet og sikkerhed, er tankerne ofte i Ukraine. Oleksiis svigerfar er ved fronten, og om lidt skal Oleksiis far også afsted.

»Jeg prøver mentalt at være her, men mit hjerte er ukrainsk. Det er svært at leve i sikkerhed her, når jeg ved, hvad mine venner og familie går igennem. Det er svært at have det godt her i Danmark og vide, at de har det svært dernede.«

Et nyt perspektiv

Hvor mærkeligt det end kan lyde, er der også kommet noget godt ud af krigens rædsler.

For krigen har ændret Oleksiis syn på tilværelsen.

Især efter han er kommet til Danmark.

Før handlede alt om arbejde og materielle goder. Nu er det forholdet til mennesker, der betyder noget.

»Jeg har lært at nyde livet igen. Jeg ser mine børns glæde, når de leger i skolegården uden bekymringer, og det minder mig om, hvad der virkelig er vigtigt,« siger han.

Oleksii håber at blive i Danmark med sin familie, men han ved, at det kræver hårdt arbejde. Om lidt har han tre og et halvt år tilbage af sin uddannelse, og han drømmer om at mestre dansk og få permanent opholdstilladelse.

Ambitionen om at bygge en fremtid i Danmark blev for alvor stålfast, efter en snak med hans otteårige søn.

»Efter vi havde været her et år spurgte jeg min søn: ’Hvis det stod til dig. Vil du så gerne blive her i Danmark eller tilbage til Ukraine eller noget helt tredje?«

Svaret kom prompte fra sønnen.

»’Far, vi skal blive her. Jeg elsker det her. Du har mere tid til at lege med os,’ sagde han,« fortæller Olkesii, mens en elev stikker hovedet ind i det lille lokale og lukker døren hurtigt.

»Og jeg forstår jo, hvad der ligger bag ordene. Han ser, at hans mor og far ikke er nervøse længere på grund af krig. Og jeg håber, vi kan blive. Danmark har givet os en chance for at starte forfra.«