Oleksii tog chancen – nu vil han være pedel: »Han har hænderne skruet rigtigt på«
Særligt to medarbejdere hos Skanderborg Kommune har været en stor del af Oleksiis rejse. Det samme har en omdiskuteret ordning.
»Det er en mega succeshistorie!«
Det er en begejstret mand, Din Avis Skanderborg har i røret.
Manden er Leif Jeppesen, og han er distriktsleder hos Ejendomscenteret Skanderborg Kommune.
I snart halvandet år har han haft en helt særlig elev under sine vinger på Mølleskolen i Ry: Den 31-årige Oleksii Musiienko.
Oleksii er ukrainsk flygtning og elev gennem integrationsgrunduddannelsen (IGU). Om lidt er elevtiden dog forbi – et halvt år før tid.
Fra den 1. januar begynder han på en ny uddannelse på Aarhus Tech på lige fod med sine danske medstuderende.
Det betyder dog ikke, at han siger farvel til Mølleskolen.
Skanderborg går forrest
Integrationsgrunduddannelsen (IGU) har siden sin indførelse i trepartsaftalen i 2016 hjulpet flygtninge med at opnå fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Men ikke alle kommuner har haft lige stor succes med at udnytte ordningen.
Skanderborg Kommune er dog en undtagelse.
Her har man i årevis brugt IGU-ordningen aktivt, og indsatsen ser ud til at bære frugt.
I løbet af ordningens første fire år lykkedes det Skanderborg Kommune at få 46 pct. af alle kommunens flygtninge ud på arbejdsmarkedet.
Kommunens succes med integrationsindsatserne er dog ikke kommet af sig selv.
Ifølge Susanne Winther Alsing, jobkonsulent i Skanderborg Kommune, er det afgørende at se IGU som en langsigtet investering.
»Vores holdning til IGU er, at det skal give mening. Det handler om at finde den rigtige vej for hver enkelt borger. For Oleksii blev løsningen en kombination af praktik og uddannelse – og det har vist sig at være en succes.«
Susanne Alsing har været jobkonsulent for Oleksii hele vejen igennem, og hun har arbejdet tæt sammen med Leif Jeppesen om jobforløbet.
Hun fortæller, at Oleksii er et lysende eksempel på, hvordan IGU kan give muligheder for dem, der vil.
»Han er skarp og har været hurtig til at tilegne sig sproget og var rigtig god på sit arbejde.«
Sproget er ifølge Susanne Alsing den største udfordring, når flygtninge skal ud på arbejdsmarkedet.
»Sprog er simpelthen nøglen til arbejdsmarkedet. Uanset om du står på et lager, et plejehjem eller gør rent, så er der borgere, manualer, arbejdsplaner osv. som er på dansk. Hvis du skal videre i det danske uddannelsessystem, er du nødt til at kunne forstå, hvad du skal.«
Det er Oleksii Musiienko et godt eksempel på. Efter halvandet år i Danmark har han allerede tilegnet sig sproget. Som IGU-elev har han været tilknyttet Mølleskolen i Ry inden for ejendomsservice – det, man i gamle dage kaldte pedel.
For et halvt år siden begyndte Leif Jeppesen og Susanne Alsing dog at tale om, at tiden var moden til, at Oleksii skulle være voksenelev.
Susanne Alsing kontaktede derfor Aarhus Tech, og allerede den 1. januar 2025 begynder Oleksii Musiienko på sin nye uddannelse.
»Han får ingen særbehandling og bliver kæmpeudfordret på det sproglige – ingen tvivl om det, men han har fået lavet en god aftale med Leif og kommer til at bruge meget tid på Mølleskolen i mesterlære.«
Omdiskuteret model
IGU-ordningen har været genstand for debat på landsplan.
Kritikerne har påpeget, at lønniveauet for IGU-elever er så lavt, at det kan være svært for enlige forsørgere at klare sig økonomisk . Samtidig har der været debat om ordningens effektivitet, hvor undersøgelser tidligere har vist, at mange IGU-forløb enten ikke førte til varig beskæftigelse eller blev afbrudt.
I Skanderborg har man dog gode erfaringer med at overvinde disse udfordringer.
Oleksiis rejse er da også et eksempel på de muligheder, der er – både for flygtninge og for virksomheder – gennem ordningen. Det forklarer Leif Jeppesen.
Han ser det som en del af kommunens ansvar at bidrage til uddannelse og integration.
»Vi står stærkere, når vi kan tilbyde elever som Oleksii en reel chance. Han er en dygtig håndværker og lærer dansk på jobbet. Det er en gevinst for både ham og os.«
Oleksii selv begyndte som IGU-elev på Mølleskolen i august 2023. Normalt varer IGU-forløb to år, men hans aftale bliver nu afbrudt et halvt år før tid for at gøre plads til en traditionel elevkontrakt.
Det er et vidnesbyrd om hans stærke faglige og sproglige udvikling.
Oleksiis historie viser, at IGU ikke bare er en integrationsindsats, men også en måde at styrke arbejdsmarkedet og give virksomheder adgang til motiverede og dygtige medarbejdere.
»Når tingene lykkes, bliver vi glade. Det gør en forskel både for de enkelte borgere og for kommunen som helhed,« siger Susanne Alsing og fortsætter:
»Hans kone er også en rigtig god historie. Hun er pædagogmedhjælper på Mølleskolen og søger ind som pædagogisk assistent, så det er jo bare fantastisk.«