Snart kan Randers-børn hente en julegave: »Det har virkelig været overvældende«
Børn i Randers har doneret deres legesager de sidste mange uger, så andre børn kan få glæde af dem til jul. Fra 13. december opfordres alle byens unger til at hente en pakke under juletræet på Hovedbiblioteket.
Børn hjælper børn.
Den seneste måneds tid er hundredvis af genbrugsgaver strømmet ind på Randers Bibliotek og Randers Realskole. Tøj, bøger, biler, bamser og spil er blevet forvandlet til kalendergaver, som i løbet af december vil skabe glæde blandt børn i nye hjem.
Gaveindsamlingen er en gentagelse fra sidste år, hvor opbakningen til kampagnen ’Børn hjælper børn’ var overvældende med over 1.000 genbrugsgaver fra nær og fjern.
»Mødrehjælpen havde lovet at tage imod de gaver, vi ikke fik delt ud, men jeg tror kun, jeg var forbi med syv gaver eller sådan noget,« griner Jens Sørensen fra Randers Bibliotek hjerteligt.
»Det var en kæmpe succes.«
Af samme årsag har biblioteket været fyldt med legesager igen i år, hvor succesen ikke blot er blevet gentaget - den er blevet markant større.
2.000 kalendergaver
Sidste år var det ”kun” julegaver, der blev samlet ind. I år er konceptet blevet udvidet, så både kalender- og julegaver er i spil. Og endnu engang har opbakningen været til at føle på.
»Det har virkelig været overvældende. Vi har i hvert fald fået 2.000 kalendergaver. Det er helt vildt. Vi har måttet inddrage et stort hjørne af børnebiblioteket, stillet borde op og lavet puljer med biler og Lego og dukker. Det har virkelig være flotte ting, folk er kommet med. Jeg er vildt imponeret over den måde, der har været velvilje på til det her projekt,« siger Jens Sørensen til Din Avis Randers.
Og som ringe i vandet har det spredt sig.
»Når folk kommer ind på biblioteket og ser det, er der mange, der også får lyst til at komme og aflevere noget. Og det er fra alle samfundslag. Måske er det, fordi vi har lagt op til, at vi skal passe på den verden, vi lever i, og at vi sagtens kan genbruge og deles,« fortsætter Jens Sørensen, der både er glad for at se børnenes og forældrenes glæde, men også for den bæredygtige tankegang, som har fyldt en del i de samtaler, kampagnen har bragt med sig.
»Man kan mærke, at det giver en god snak mellem forældre og børn. For børnene er gaverne selvfølgelig spændende, men når man så tager snakken og taler om, at vi kan hjælpe hinanden, bliver det faktisk en anden opfattelse, de får af det. De synes, det er fedt og vil hjem at finde flere ting, der kan hjælpe et andet barn, der ikke har fået så mange gaver.«
Kig under juletræet
Det er slut for i år med at samle kalendergaver ind, og nu gælder det julegaverne, som i skrivende stund doneres på Randers Realskole og gøres klar til at komme videre over på biblioteket. I modsætning til kalendergaverne, der blev stillet frit frem, skal julegaverne pakkes ind, og hver af dem forsynes med en lille seddel, der angiver, om den passer til en lille fyr på fire år eller en pige på otte.
Og fra 13. december vil gaverne ligge under juletræet på biblioteket og kalde på byens børn.
»Vi har et stort juletræ i Pyramiden på Hovedbiblioteket, og her kommer gaverne til at ligge under,« siger Jens Sørensen, der pointerer, at man ikke skal holde igen, hvis man kan bruge gaverne derhjemme til jul.
»Man skal endelig benytte sig af det og sige det til så mange som muligt,« afslutter Jens Sørensen.
Hvis der er gaver til overs 24. december, vil de blive doneret til Mødrehjælpen.