Colibakterier fundet i drikkevand: Her skal du koge vandet
Vandværket forsyner 1400 husstande. Der er risiko for sygdom, hvis kogepåbuddet ikke følges
Der er fundet colibakterier i vandet fra Ugelbølle Vandværk og Ugelbølle Vandværk - Følle Strand på Djursland.
Derfor anbefaler vandværket nu, at alt vand til drikkevandsformål og madlavning skal koges.
Det er Syddjurs Kommune, der efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt kogepåbuddet
Coliforme bakterier findes i naturligt i jord, overfladevand og forrådnede planter.
Påvisning af coliforme bakterier i drikkevand tyder på forurening med overfladevand og dermed en risiko for tilstedeværelse af mulige sygdomsfremkaldende bakterier, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Ugelbølle Vandværk og Ugelbølle Vandværk - Følle Strand indvinder samlet omkring 97.000 kubikmeter årligt og forsyner omkring 1406 forbrugere med vand, primært parcelhuse og fritidshuse.
Kogeanbefalingen gælder, indtil nye analyser har påvist, at forureningen er ophørt. Vandværket har oplyst at nye analyser er bestilt.
Hvis man bliver syg, skal man rette henvendelse til egen læge.
For yderlige information kan der rettes henvendelse til Ugelbølle Vandværk og Ugelbølle Vandværk - Følle Strand.