Rekordoverskud fra "Danmarks største julebanko" falder et tørt sted: »Flere og flere har behov for en hjælpende hånd op til jul«
Over 90.000 kroner til julehjælp og anden velgørenhed blev resultatet, da 700 mødtes for at indlede julemåneden med banko i Ry Hallerne.
”Danmarks største julebanko” nummer 54 i Ry skriver sig ind i historien med et rekordoverskud på 90.000 kroner. Penge, der her i julemåneden vil blive brugt til julehjælp til børnefamilier og andre borgere i Ry-området, der har svært ved at få råd til at holde juleaften selv.
Godt 700 mødte op i Ry Hallerne til årets julebanko, der blev en fest med præmier i lange baner. Det lokale erhvervsliv og butikker støtter massivt op om det årlige julebanko, og i år var der præmier for mere end 110.000 kroner.
»Resultatet viser et fantastisk rekordoverskud på mere end 90.000 kroner, som blandt andet skal bruges til julevelgørenhed. Det har desværre vist sig at flere og flere har behov for en hjælpende hånd op til jul. Lions Club vil igen i år uddele julepakker til borgere som trænger til en opmuntring. Der bliver også mulighed for at støtte andre gode lokale formål,« konstaterer Karl-Erik Jørgensen fra Lions Club Ry, som står bag det årlige julebanko.