Kommune opsiger lejemål: Nu kan byråd sende lejere i retten for at åbne munden
Rotaryhusets bestyrelse er i vildrede. Skal de trække indsigelse tilbage, eller sendes i retten.
Et byrådsmøde her til aften sender endnu et dilemma i hovedet på Rotaryhusets bestyrelse.
Kommunen har nemlig opsagt foreningens lejemål, der ligger lige ved siden af Borgerservice på Odinsgade i Randers.
Rotaryhusets bestyrelse har gjort indsigelse mod beslutningen, egentlig blot for at forklare politikerne og forvaltningen, at de langt fra er de eneste, der bruger lokalerne, og hvordan deres løsning egentlig hænger sammen.
Men på grund af lejeloven vil kommunen sende Rotaryhuset i retten, blot fordi de har gjort indsigelse.
I aften vil et stort flertal byrødder med al sandsynlighed stemme for, at lejemålet fortsat skal opsiges, og sender dermed Rotaryhuset lige lukt i boligretten.
Efter bogen
Bjarne Overmark er, udover at være byrådsmedlem, også advokat – med utallige sager inden for lejeret.
Han bekræfter, at det vil ske, hvis byrådet stemmer sagen igennem, og at kommunen er på lovens side.
»Det er jo en almindelig opsigelse. Når en lejer gør indsigelse, og hvis du som udlejer vil gå videre med sagen og fortsat ophæve lejemålet, så er du nødt til at gå i boligretten,« forklarer den erfarne advokat.
Det dilemma er Erik Mørck fra Rotaryhusets bestyrelse ikke vild med.
»Vi er i vildrede i bestyrelsen. Vi ved ikke, om vi skal trække indsigelsen tilbage, eller om vi skal fortsætte. Det vil vi afklare på et møde tirsdag aften,« siger han til Din Avis.
»Jeg synes, det er så synd, for vi har jo i fællesskab skabt nogle lokaler dernede. Altså, hvor vi som udlejere har gjort meget for at sørge for, at lokalerne bliver, som vi gerne vil have det. Vi har investeret i tingene og indrettet det rigtig godt. Og det har jo også betydet, at lokalerne bliver brugt. Der er meget aktivitet dernede.«
Han tilføjer: »Jeg tror også, at nogen af vores kære lejere mister medlemmer på det her. Men der kommer ikke til at være et nyt Rotary Randers ApS. De forskellige lejere, de må finde deres egen løsning,« siger han ærgerligt.
Giv dem lige tid
Ingen er i tvivl om, at Randers Kommune er i sin fulde ret til at gøre, som de gør.
Men flere peger på det moralske i det.
»Forløbet er ikke særlig kønt, og man har åbenbart ikke engang vidst helt, hvem der var lejer af sin ejendom. Når man så finder ud af, at der er en masse foreninger og lejere, flere end man lige regnede med, så skylder man at hjælpe dem alle videre,« siger Østbroens gruppeformand, Erik Bo Andersen.
»Årsagen til, at vi i princippet stemmer nej til den her sag fra Østbroen, det er, fordi vi vil have en garanti for, at alle de lejere, der nu er opsagt, også bliver hjulpet videre,« siger Erik Bo Andersen fra Østbroen.
»Det er sådan set ikke, fordi vi har noget imod, at kommunen skal bruge sine egne bygninger, men jeg synes lige, at man skal træde på bremsen, og så skal man lige hjælpe folk videre.
»Sparer man egentlig noget som helst ved hele den her øvelse, hvis man alligevel skal genhuse alle de foreninger?« Det spørger Bjarne Overmark om.
Venstres ordfører hedder Claus Berggren, og han er en af de otte medlemmer i Økonomiudvalget, der stemte for forslaget. Kun Erik Bo Andersen fra Østbroen stemte imod.
»Jeg forstår godt de berørte udlejers frustrationer. Men vi mangler penge i kommunen, og vi kan spare over 700.000 kroner om året på den her øvelse, så derfor stemte vi for,« siger han til Din Avis.
Svært at hjælpe hinanden
Claus Bræmer-Jensen fra Ældre Sagen i Randers repræsenterer 14.000 medlemmer i kommunen, der især bruger Rotaryhuset til deres aktiviteter.
Han vil nu bruge tiden på at finde et andet ledigt lejemål og har valgt at bruge tiden på at kigge fremad.
Men han er stadig ærgerlig over situationen. Han mener godt, at forvaltningen kunne have gjort deres forarbejde bedre.
»Det tyder i hvert fald ikke på, at der er nogen, der lige har gået en tur ved Laksetorvet og lige på den anden side af Borgerservice, fem meter væk, har kigget på et skilt ved Rotaryhuset. Der står alle de foreninger, der har lejet sig ind i Rotaryhuset,« siger han.
Og så kommer der et eksempel på, at Ældre Sagen og alle de andre lejere i huset har gjort en forskel, fordi de lå, hvor man gjorde.
»Jeg vil godt vide, hvad Randers Kommune ville have gjort, dengang vi indførte MidtID. Hvis ikke vi havde ligget ved siden af Borgerservice. For når folk kom ind til Borgerservice for at skulle have hjælp til MidtID, så henviste de dem over til os. Vi havde ekstra folk på i den periode. Det bliver svært at hjælpe hinanden lige så godt fremadrettet.«