Hestekusken mod alle odds: Julemagi på brostenene

Det hele startede med et dødsfald. For over 25 år siden trak Randers’ slidte gadetog sin sidste tur, og en lokal hestevognskusk overtog turisterne.

Men da han pludselig døde, stod hans datter foran døren til Niels Jørgen Ramsdal med et spørgsmål: »Vil du tage over?«

Det gjorde han så. Og nu har han været julekusk i Randers i 25 år. Og i 15-16 år har han også kørt rundt i gaderne i Randers om sommeren.

Hver jul spænder han to af sine seks trofaste slesvigere, Walter og Carlo, for vognen og kører byens børn og voksne rundt i de toppede brostensgader.

»Det er det nemmeste, og børnene kan jo ikke lure, at det ikke er den samme hest hver gang. Ja, det kan de voksne nu heller ikke,« griner han.

Inspirationen til navnene er filmen fra 1980’erne, du ved, ”Walter og Carlo – Op på fars hat” med Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensen.

Hestene er trænet til opgaven, og Niels Jørgen Ramsdals fornemste opgave er at bevare roen på kuskesædet, uanset om der holder en bil i vejen, eller hvis en cykel suser forbi.

»De mærker med det samme, hvis du bliver stresset eller utålmodig, så jeg er en meget tålmodig mand,« siger han med et smil.

Julemagien og det hårde arbejde

Det er ikke småting, Niels Jørgen Ramsdal har været igennem. En blodprop, der fik ryggen til at falde sammen, og fem operationer på mindre end en uge har efterladt ham med en jernplade i ryggen. For nylig kom hudkræft og kemobehandling oveni.

Men han fortsætter. For julen, hestene og arbejdet holder ham i gang. Også selvom det er ikke er det sundeste for en ryg med en jernplade at sidde på et koldt kuskesæde i timevis.

»Jeg kan ikke lade være. At se børnenes ansigter, når de får en pebernød af julemanden, det er det hele værd. Jeg kører stadig med familier, der som børn tog deres første tur for 25 år siden. Nu tager de deres egne børn og børnebørn med,« fortæller han med et smil.

Hans ikoniske gulmalede vogn, en kopi af den sidste danske sporvogn, ”Hønen”, er blevet synonym med jul i Randers. Prisen er steget fra 10 kroner til 35 kroner gennem årene, men magien er uforandret.

»Min løn tror jeg ikke, der er mange, der vil arbejde for,« smiler Niels Jørgen Ramsdal skævt.

Hestene passer han jo året rundt. De skal have foder, tilses af dyrlægen og trænes, så de kan forholde sig roligt på turen rundt i Randers gader uden at gå i panik. De to udvalgte heste bliver kørt i lastbil ind til staden hver gang.

»Det var den daværende citychef, der bad mig om det. Vi har ikke en kontrakt. Det er en mundtlig aftale, at jeg kører i julen, og det får jeg et lille tilskud til. Sommerkørslen er for egen regning. Jeg er spændt, hver gang der kommer en ny citychef, om vedkommende vil fortsætte vores aftale eller ej,« storsmiler Niels Jørgen Ramsdal.

»Så længe byen ønsker, at jeg kører i julen, så gør jeg det. Det er lidt anderledes med sommerkørslen. Der kan jeg holde derinde i fem timer og ikke tjene ret mange penge. Og så er det mest turister, der kører med. Der er ikke så mange kendte mennesker iblandt. Der er mere glæde for mig ved julekørslen. Meeen … Det kan jo godt være, at når vi kommer til forsommeren, at jeg nok kører et par ture. Og så er vi i gang igen,« lyder det.

Ved Gudenåens kant

Når han ikke er i Randers, er han hjemme på stutteriet fem kilometer uden for Hammershøj, hvor hans seks egne heste og 40 opstaldede bor.

»Hestene er min hverdag. De holder mig i gang. De har hver deres personlighed, og jeg elsker dem alle. Men når de er på arbejde, hedder de altid Walter og Carlo – det er nemmest sådan,« siger han.

På gården Stald Ramsdal er der fred og ro.

»Hvis vi stopper her, så kan vi ikke blive boende. Gården er beregnet til drift. Vi vil gerne blive her. Især jeg har svært ved at komme herfra,« siger han og peger ned mod Gudenåens engdrag, der ligger i en lige linje fra gårdens stuehus, indrammet af høje træer på begge sider. Her er marker, bakker og masser af græs til hestene i foldene.

Ferie er kedeligt

Niels Jørgen Ramsdal har allerede holdt 45-års bryllupsdag, og han er ikke vild med at forlade hestene og sit stutteri. Det er ikke blevet til mange ferier.

Jo. En rejse til USA for at besøge konens søster for en del år siden.

Og så er det blevet til en Tysklands-tur for et par år siden. Med overnatning en fredag til lørdag.

»Men da vi kom til lørdag morgen, så var vi klar til at komme hjem igen. Vi var jo oppe klokken 6, og butikkerne åbnede først klokken 10, så vi kedede os og ville egentlig bare hjem til hestene.«

62 år med heste

Niels Jørgen Ramsdal købte sin første hest som fireårig.

Faderen var landsbysmed, og allerede som otteårig hjalp Niels Jørgen til på en nærliggende gård. Al fritiden gik med at passe de 11 køer på den lille gård og høste roer samt alt det andet arbejde, der skulle til for at drive en gård tilbage i 60’erne.

Og gårdkonen var så glad for ham, at han fik 25 øre i konfirmationsgave. Det var et symbol.

»Det er første udbetaling til gården,« lød det fra ægteparret, der drev gården på 25 tønder land. De lovede ham samtidig et beløb, så han kunne overtage deres gård på sigt.

Som 17-årig tog han til Canada i 10 måneder for at opleve landbruget i et andet land.

Da han var 25 år, gik han på landbrugsskole, og en dag bankede det på døren.

Den unge Ramsdal husker stadig, da gårdkonen kom ind i stuen.

»Nu er det nu, du skal overtage gården,« lød det.

Manden var blevet alvorligt syg, og de kunne ikke længere klare at drive gården, der blev Niels Jørgens første bedrift.

Fra ruin til oase

Efter fire år solgte han dog gården og købte en større gård ved Bjerringbro. Her var det primært kvægdrift, mens hestene langsomt fyldte mere og mere, og i 1999 købte han og konen så bedriften uden for Hammershøj, der blev til Stald Ramsdal. De første mange år var det et stutteri, hvor der var fokus på avl af heste.

Men da ryggen svigtede, gik parret over til at leje staldboksene ud. I dag passer Niels Jørgen Ramsdal de mere end 40 heste, der nu er opstaldet.

»Stuehuset lignede en ruin, der var ingen vinduer i. Vi kunne kun nødtørftigt sove på første sal. Og der var ikke indlagt vand, da vi kom. Vi har renoveret det hele gradvist,« siger han stolt.

»Vi har selv bygget det hele op fra bunden, så jeg får svært ved at komme herfra. Hele mit liv er heste,« lyder afslutningsreplikken fra hestekusken.